Det er altså ikke fordi jeg har glemt bloggen, jeg er desværre bare nødt til at skære ned på næsten alt, hvad der involvere mine hænder og arme. Jeg skriver derfor følgende, så I ved hvorfor jeg er mere stille og ikke for at fiske efter medlidenhed.
Fucking arme
I slutningen af november gik jeg til lægen, fordi mine arme var begyndt at gøre ondt og alt virkede mere tungt. Han gav mig diagnosen 'begyndende seneskedehindebetændelse' (synes stadig det er åndssvagt, at det har et så langt navn). Derudover havde jeg også overbelastet fedtpuderne i mine hæle (anede slet ikke at man kunne overbelaste sine hæle :-/) Tidspunktet kunne ikke have været værre, fordi en af de mest travle perioder i en blomsterbutik nærmede sig. Jeg lyttede derfor til min samvittighed, min chef og skrækken for at blive fyret. Lod min fornuft glide i baggrunden og overhørte min egen krop.Skrivestop og stress
Jeg moslede mig igennem slutningen af november og starten af december og ignorerede højt og flot, at mine arme fik det værre. Samtidig holdt jeg op med at skrive, fordi jeg jo skulle spare armene til hverdagsjobbet. Det viste sig at være en stor fejl ...Skrivning har i mange år været en form for stresshåndtering for mig ... Min zenzone. Når jeg får skrevet, føles mit humør let og luftigt og jeg er generelt bare glad. Jeg kan håndtere smerte og dårlige nyheder.
Da jeg så holdt op med at skrive, for at skåne armene, på et tidspunkt hvor ideerne væltede rundt i hovedet på mig, så steg mit stressnivau til alarmerende højder. Faktisk føltes det som om min krop var i en konstant form for alarmtilstand. Jeg kunne ikke holde mig i ro, jeg syntes ikke jeg nåede noget, snerrede af alle som bad om noget, jeg sov elendigt og hvis en kunde bad om at få bundet en buket, så havde jeg lyst til at stikke denne kunde ned med en rosenstilk (nøjedes dog med at bande indvendig). Jeg fik det mildest talt af helvede til. Jeg var ved at blive mere eller mindre ligeglad med om jeg mistede jobbet. Var konstant vred og ked af det. Okay, faktisk var jeg virkelig arrig, fordi hvorfor var det lige at jeg ofrede mit helbred og min egen drøm for en drøm der ikke var min?
Kortvarig pause og igang igen
Så meldte jeg mig syg, gav fløjten i mine arme og gik i stedet igang med at skrive en smule hver dag samtidig med at jeg overvejede mine muligheder. Det udvirkede mirakler på mit stressnivau, og mit humør blev igen mere let og luftigt. Så blev jeg kaldt på arbejde igen til den sidste runde af december måned ...Armene havde også fået det en smule bedre, men var ikke helt gode endnu. Bare tanken om, at tage på arbejde og skulle bide smerten i mig, gjorde mig i dårligt humør og jeg vidste at det ikke var en smart ide. Ikke desto mindre tog jeg af sted på arbejde.
Jeg kæmpede mig gennem hver arbejdsdag, åd en del smertestillende og talte dagene ned til december var overstået. På dette tidspunkt havde jeg informeret min chef om, at når december var slut, så var jeg sygemeldt på ubestemt tid og hvis han måtte fyre mig på grund af det, så var det i orden med mig. Nu var skrivningen endnu mere vigtig.
Det er svært at forklare, men når jeg sætter mig ned og skriver synker virkeligheden tilbage i baggrunden. Jeg glemmer jeg har fysisk ondt, mens jeg skriver og når jeg holder for den aften, så føler jeg mig fredfyldt og smerten genere mig stadig ikke særlig meget. Jeg går i seng med et smil på læben (muligvis også med et ønske om at kunne skrive videre) og jeg sover godt.
Sådan fortsatte jeg gennem det sidste af december måned. Jeg bed smerten i mig, selv når mine arme rystede og jeg dårlig nok kunne holde fast om blomsterne. Mine hæle gjorde ondt og jeg kunne dårlig nok holde ud at stå på benene. Jeg fik ondt i halsen og blev forkølet og jeg blev ved med at arbejde (Mine skrivebuddies og jeg blev enige om, at jeg havde æselhjerne, fordi jeg er så stædig og hurra for deres støtte undervejs. De er virkelig guld værd). Jeg holdt igen med at skrive, simpelthen fordi det nu også gjorde ondt. Den 30 december tudbrølede jeg på vejen hjem fra arbejde, fordi det smertestillende ikke længere virkede ordentligt og fordi jeg også skulle på arbejde 31 december. Jeg var vred, ked af det og havde satans ondt i alle lemmer og jeg er bestemt ikke ubekendt med smerte.
Sygemeldt på ubestemt tid og vidunderlige skriv
Jeg kæmpede mig gennem 31 december (fra 9.00 - 13.00) og da det endelig var slut, følte jeg mig fuldstændig drænet. Som om jeg havde givet alt hvad jeg havde i mig og mere til. Jeg overvejede kraftigt om jeg overhovedet ville være i stand til at holde bestikket, når jeg skulle spise nytårsmenuen.Nu er jeg sygemeldt på 13. dag. Armene har fået den ene smule bedre (tror jeg i det mindste, for kaffekoppen føles ikke nær så tung længere), men det gør stadig ondt og visse bevægelser kan jeg ikke lave uden, at det giver et smertefuldt jag. Derfor meget afslapning hver dag. Skrivningen holder jeg ved (en lille smule hver dag) og mit humør føles næsten helt i top. Jeg prøver at lade være med at tænke på de dårlige ting, som mulig fyring, turen tilbage i systemet osv.
Jeg ser bare en del fjernsyn og skriver mig tilbage i en zen-tilstand.
Så stilheden herinde skyldes, at jeg skriver på mit kommende projekt og slapper af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar