Overspringshandlinger

Tror muligvis en del af min hjerne har fået forårskuller, for den kunne ikke engang samle sig om at lave et indlæg idag. Derfor besluttede jeg mig for at dette indlæg skal handle om netop det, som den del af min hjerne for øjeblikket finder ti gange mere vigtigt end at skrive. (Der er ikke helt enighed på det område, fordi hver dag har jeg lyst til at skrive, men når jeg sætter mig ned foran computeren er der pludselig et eller andet, som virker mere vigtigt)

Overspringshandlinger

Har vist tidligere nævnt overspringshandlinger, som er det man kalder ting, som man bare må lave før man går igang med at skrive. Ordet dækker alt, hvad man kan finde på.

Mine overspringshandlinger

I mit tilfælde plejer jeg gerne at have tre forskellige typer overspringshandlinger: De kreative, de huslige og de sløve.

De kreative

Denne type overspringshandlinger er dem jeg holder mest af, fordi jeg så i det mindste føler at jeg laver et eller andet kreativt. Det kan være alt fra udsmykning af lys, fletning af armbånd, tegning eller kort.

De huslige

Denne type er nok den, som min kæreste sætter mest pris på, fordi de gør et indhug i vasketøj, gigantopvasken, strygetøjet, støvsugning, havearbejde og de utallige andre muligheder, som vores hus byder på. Jeg er normalvis et enormt rodehovede og trives mere i rod, end i orden, men når jeg har gang i overspringshandlingerne, så irritere rodet pludselig.

De sløve

De sidste er de sløve. De går for det meste ud på at jeg smider mig i sofaen og leger zombie, mens jeg glor på den ene serie efter den anden enten på fjernsynet eller computeren. Dette omfatter også youtube og et alarmerende antal af kattevideoer. 

Det var så min liste med overspringshandlinger og nu vil jeg vendte tilbage til dem ... eller måske skulle jeg bare tage et alvorsord med min hjerne og sætte den igang. 

Opbygningen af en roman/serie

Påsken er ovre. For mig betød den dog ikke ferie, men mere arbejde. Sådan er det når man har et hverdagsjob som blomsterbinder. Derfor blev jeg også forsinket med ugens indlæg, men her kommer det. 

Der findes en hel del forskellige modeller for hvordan en god roman bør bygges op med spændingskurver og klimaks. Dem bruger jeg ikke når jeg skriver, selvom teksterne højst sandsynlig vil følge en af dem, hvis jeg gad sammenligne.
For mig handler det mere om følelsen.

Overblik og vurdering

Som jeg tidligere har skrevet om, arbejder jeg med en kapitel- og afsnitsoversigt. Disse giver mig et meget groft overblik af hele teksten. Allerede før jeg går igang med at skrive ved jeg hvordan teksten skal starte, forløbe og slutte. Den sværeste at lave er kapiteloversigten, hvor jeg skal have hele historien til at passe sammen. Det er også ud fra denne jeg vurdere, hvor jeg skal placere noget aktion, for at holde gang i historien og holder styr på diverse hint. Plottet bliver bygget op og historiens knogler er færdige.

Dæmondræberen

Især ved Dæmondræberen har jeg haft meget glæde af disse oversigter. Fordi historien springer mellem nutid- og fortidskapitler skal jeg holde styr på flere forskellige handlinger på samme tid og have dem til at gå op til sidst. Hvis Jeg havde nøjes med en enkelt bog ville det nok have været mere simpelt, men Dæmondræberen er planlagt til at består af tre bind.

Strategi

Når jeg skriver tænker jeg ofte på det, som et strategispil. Jeg rykker mine brikker (personlighederne) frem på brættet. Undervejs ofre jeg nogle af dem, for at aflede læseren fra at bemærke hvordan jeg rykker rundt på de andre og får dem placeret i den position, som jeg ønsker til slutspillet. Visse ting fra nogle af handlingen er også brikker. Det er blevet nævnt,at jeg har en del forskellige karakterer i Oprører, men det er der som sagt en årsag til. Jeg er ved at placere mine brikker til det endelige store slag. Afslutningen på det hele. Gennem to bind har jeg placeret mine brikker og håber at læserne ikke har opdaget dem alle endnu.

Afslutningen

Nu er jeg igang med at skrive på det sidste bind i serien og det er her alle mine brikker skal i aktion. Bruges og evt. ofres, som det hele tiden var deres formål. Også selvom jeg vil sørge over visse af dem, som må ofres.

Frygt

Dette indlæg handler om en følelse eller måske nærmere en tilstand, som jeg har tænkt meget på gennem de seneste måneder. 

Frygt.

Disse tanker blev inspireret af en konfrontation med en gammel frygt og en højst uvelkommen ny. 
De er begge tåbelige, men selvom jeg er klar over dette kan jeg ikke overbevise frygtcenteret i min hjerne om at det skal slappe lidt af. Det går bare i fuld alarmberedskab uden at spørge om min mening først. 
Det fik mig også til at tænke på, hvad jeg virkelig frygter. Hvad der kan få min puls til at stige, gøre håndfladerne fugtige og få skrækken til at risle gennem kroppen. 

1. Mørke. 

Det er vist noget mange mennesker er bange for. Selvom det dog ikke er mørket, men det som kan skjule sig i det, der skræmmer. I mine teenageår var jeg meget bange for mørke efter en ubehagelig oplevelse. Det blev bedre, men hvis jeg køre gennem en mørk skov om natten kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad der kan gemme sig mellem træerne. Ofte forstiller jeg mig ækle zombier ... hvilket bringer mig videre til den næste irrationelle frygt.

2. Zombier

Ved godt at der ikke findes zombier (endnu), men jeg er rædselsslagen for de omvandrende kadavere. 
Giv mig vampyrer, varulve, slimede monstre, spøgelser, dæmoner og diverse andre af gysets væsner, men ikke zombier. Har flere gange fået en ide til en zombiehistorie, men hver gang jeg går i gang med at skrive om det første "måltid" for en flok zombier kan jeg ikke fortsætte. Desuden skriver jeg også bedst om natte og derfor åbner jeg op for diverse zombiemareridt, hvis jeg tænker på dem på det tidspunkt. En levende fantasi kan helt bestemt have sine ulemper. Hvilket vores yngste kat også måtte erkende, første gang hun skrabede på vores soveværelses vindue, for at komme ind. Hun havde nær skræmt livet af mig og jeg skulle i hvert fald ikke op og fjerne persiennerne, for at se, hvad der var udenfor. Tænk nu hvis det var en zombie? Katten kom ikke ind. 
Min frygt for zombieangreb om natten blev dog formindsket, da jeg meget koldblodigt nåede til den konklusion, at vores naboer ville blive spist først og deres skrig advare os. Hele vores grund er hegnet ind med et højt hegn (på grund af hunden) og hvis det er de mere almindelige zombier vil de gå efter det letteste bytte (naboerne) først. Undskyld til naboerne, men hvad gør man ikke for at få en god nattesøvn? 

3. Nåle/sprøjter

Dette er den gamle frygt jeg nævnte tidligere. Har i mange år været meget bange for nåle/sprøjter. Nærmere betegnet den slags, som skal stikkes gennem min hud, så lægerne kan nuppe noget blod eller rygmarvsvæske eller når der skal lægges et drop. Frygten dukkede op da en sygeplejerske i mine teenageår prøvede at holde mig fast, så hun kunne tage en blodprøve. På dette tidspunkt var jeg allerede utryg ved sprøjter, men den oplevede fik frygten til at blusse op. Jeg kan ikke engang se en sprøjte i fjernsynet uden at få kuldegysninger. 
På grund af min sygehistorie er dette en frygt, som jeg ofte må se i øjnene og jeg har gennem årene udviklet diverse teknikker, så jeg kan håndtere den og ikke flygter skrigende. De virker og jeg ligger helt stille, når jeg bliver stukket og får ikke længere hjertebanken og svedige håndflader.

Billedet er fundet med google og jeg har ingen rettigheder til det

4. Små rum. (Nærmere betegnet en MR-skanner)

Den sidste frygt jeg vil nævne er den nye, som jeg opdagede da jeg skulle have lavet en MR-skanning. Det er absolut ikke første gang jeg har fået lavet sådan en og før i tiden faldt jeg gerne i søvn undervejs eller lå og forstillede mig, hvad alle bankelydene ellers kunne minde om. Sidste gang havde jeg dog meget svært ved at slappe af. I samme øjeblik jeg lagde mig op på den smalle briks og fik spændt noget der minder om et gitter over hovedet begyndte jeg at mærke panikken. Da jeg blev rullet ind i maskinen og kunne mærke varmen mod toppen af mit hoved blev det ikke bedre. Man får udleveret sådan en boblelignende tingest,som man kan klemme, hvis man har brug for at komme ud og jeg måtte virkelig tvinge mig selv til ikke at mase den eller bare orme mig ud af maskinen. Den eneste tanke, som afholdt mig fra det, var at jeg så bare skulle ligge derinde i længere tid, så den afbrudte billedeserie kunne blive taget forfra. Som sagt en meget uvelkommen frygt. Her kom den levende fantasi til nytte, så jeg kunne distancere mig fra frygten, men hver gang briksen bevægede sig følte jeg igen et sug i maven.

At se frygten i øjnene

Der er selvfølgelig også andre ting, som jeg ikke bryder mig om, men ingen der kan sætte min puls i vejret, som disse fire.

Som jeg nævnte tidligere er det ikke ting, som en rationel person burde være bange for, men sådan er det vist ofte. Mange af de ting vi frygter idag er ikke noget, som man burde anse for en trussel. 

For mig er det vigtigste bare om jeg kan se frygten i øjnene og ikke lade den påvirke min handlinger så meget, at den ødelægger ting for mig. 

Mod er ikke manglen på frygt, men evnen til at se ud over den, når det virkelig gælder.

Krimimesse 2014

For andet år i træk gik turen til Krimimesse i Horsens gamle fængsel. Dette gav en mulighed for en hyggelig tur med skrivebuddies og en eftermiddag i Horror'ens tegn.

Sidste år

Fik vist ikke skrevet et indlæg om vores tur sidste år, så her kommer et kort resume:
2013 var det første år, hvor jeg deltog i Krimimessen (krimier er ikke lige min store interesse), men en eftermiddag med Horror lokkede og desuden bød det på muligheden for en tur med skrivebuddies. Horror-delen var lærerig og ganske underholdende, men hold kæft, hvor var det koldt. Undskyld sproget, men det var virkelig så koldt, at det fortjener et bandeord. I 2013 var Krimimessen indhyllet i en snestorm og jeg frøs så meget, at en af mine skrivebuddies meget venligt tilbød at bære min kaffe, fordi jeg rystede så meget, at jeg var bange for at spilde den ud over det hele. På grund af kulden og snestormen sluttede vi også vores hyggetur i samme øjeblik messen lukkede.

Billedet er taget af en af mine skrivebuddies

I år

Dette år var en anden sag. Dagen startede ud med at være våd og blæsende, men jeg var forberedt. Havde iført mig lag på lag, min nye læderjakke (købt for mine første seriøse royalty) og pakket en poncho i tasken (som jeg aldrig fik brug for). Derudover var manken blevet tæmmet med hårnåle, elastik og så meget hårspray, at det nærmest var vandtæt (som I kan se på billedet). Jeg var klar til at modstå vind, regn og kulde. Havde også valgt kun at medbringe stokken og håbede at mine ben var blevet gode nok til at jeg kunne holde hele dagen. Ellers er jeg ikke sky for at smække røven i gulvet, hvis jeg trænger til at sidde og der ikke er nogen frie stole. Af en eller anden grund tror de fleste mennesker, at min grimme stok er et fasionstatement.

Formiddagen

Vi startede tidligt ud og kl. 8.30 stod jeg klar på Kildebjerg rasteplads og ventede på at to af mine skrivebuddies skulle komme og samle mig op. De ankom, jeg kyssede kæresten farvel, fik pakket mig selv, tasken og stokken ind i bilen og så var vi afsted med kurs mod Horsens.

Da vi nåede Horsens blev den ene skrivebuddie læsset af til et møde hun skulle deltage i før messen og den halve firkløver fortsatte i fængsel, hvor vi blev mødt af den fjerde skrivebuddie, som var kørt selv. Vi nuldrede rundt, så på bøger og fik lidt at spise og drikke. Vi mødte flere kollegaer og fik en snak. Det er altid hyggeligt at være i bøgernes verden.
Jeg frøs ikke det mindste og var i højt humør. Havde ikke engang lavet en af mine kvaje-ting endnu ... mener jeg ikke. Og så fik jeg øje på Chris Carter. Har ikke læst nogle af hans bøger, men vidste hvem han var. Kvajet (mig) udpegede ham derfor for de andre skrivebuddies. Har altid lært at det ikke er pænt at pege og da han kiggede i min retning gik jeg i panik og vinkede istedet. Han fik et underligt (kender jeg hende) udtryk i ansigtet og vinkede tøvende tilbage. Det var så i det øjeblik at jeg dukkede ned og gemte mig bag min ene skrivebuddie. Jeg er virkelig en klaphat indimellem.

Vinderen af årets Horrorpris.

Den sidste skrivebuddie dukkede op og vi var klar til at overvære overrækkelsen af prisen for årets horrorudgivelse. Den ene skrivebuddie´s roman var nomineret, så vi havde selvfølgelig håbet på at hun ville tage sejren Hendes bog "Dæmoner" er en af mine favoritbøger.   
Vinderen blev den grafiske roman "Made Flesh (Fordærvet)" af Lars Kramhøft og Tom Kristensen og den var bestemt en værdig vinder. Brugte søndagen på at læse den og den gav det myrekryb under huden, som jeg forventer af en god horror-historie.

Hvis I vil vide hvem tegningen forstiller må i læse historien

Eftermiddagen

Efter prisoverrækkelsen moslede vi ned til teltet, hvor der blev solgt bøger og fik købet nogle stykker, hvorefter vi fortsatte til Arresten, hvor der skulle være Horror-eftermiddag. Her fik vi lyttet til en masse fordrag og lusket os til signeringer af de bøger vi havde købt. Da forfatteren til Made Flesh/Fordærvet skulle signerede den for mig genkendte han mig og jeg blev helt paf. Krimi er ikke helt mit forum og jeg havde forventet at være helt icognito, derfor blev jeg overrasket over at han læser denne blog. Derfor siger jeg mange tak for signaturen, hvis han læser dette. ;o)
Det sidste fordrag vi hørte var Mathias Clasen, som gjorde et fantastisk job med at give et underholdende og lærerigt fordrag. Da Horror-
eftermiddagen var overstået og klokken var omkring de 5, besluttede vi os for at det var tid til at lede efter et sted, hvor vi kunne spise aftensmad. 

En is

Vi fandt en hyggelig italiensk resturant, hvor vi fik et bord uden forudbestilling og så hyggede vi os som altid med samtaler om geniale plot og hvilke personer der skal dø på tekst. Maden var god, men den ene ting ved måltidet, som jeg er nødt til at nævne var den is jeg fik til dessert. En coppa Mojito. En limeis med hint af mynte. Det er nok den bedste is jeg har smagt i mange år. Næste gang jeg er i Horsens og skal have noget at spise springer jeg bare hovedmenuen over og køber is for alle pengene. Vil aldrig sige at noget mad er bedre end sex, men den is nåede næsten op på siden af bacon.

Afslutningen

Som en sidste prik over i'et fik jeg et signeret eksemplar af I månens skygge af min ene skrivebuddie Pernille Eybye. En perfekt afslutning på en perfekt dag. Og så gik turen hjemad ... Og håret sad stadig, hvor det skulle.

Det sidste indkøbte eksemplar til samlingen