Send me an angel ...

Ih, hvor har jeg glædet mig til at jeg kunne dele denne med jer.

Jagten på den perfekte mand

I et tidligere indlæg skrev jeg kort om jagten på et billede til forsiden af Udvalgt - Dæmondræberen#2. Det var virkelig lidt af en kamp. Efter jeg havde gennemset tusindvis af billeder og var begyndt at føle mig som prinsessen fra Klodshans (Duer ikke ...) fandt jeg den perfekte person. Man skulle tro, at det er en ren fornøjelse at kigge på billeder af mænd, men niks. Efter flere dages jagt og alt for mange billeder følte jeg en overvældende trang til at hvæse. Derfor var det et lykkeøjeblik, da jeg fandt ham. 

Den perfekte mand 

I samme øjeblik jeg så det første billede af "manden" vidste jeg bare at det var min engel. Han ville bare være så perfekt med vinger. Så kom det næste problem ... Det var så godt som umuligt at finde et billede, hvor benene var med og overkroppen ikke var bar. (Har dog fuld forståelse for, hvorfor fotografen gang på gang tog billeder af den bare overkrop) Jeg gennemså tusindvis af billeder i min stædige jagt, mens jeg lyttede til denne sang:

Og følte mig vildt besværlig, fordi jeg bare ville have den person. Alle andre blegnede i sammenligning. Når man rent faktisk er så heldig at finde en virkelig person der ligner ham fra fantasien, så kæmper man for at få ham. Jeg samlede derfor alle billeder jeg kunne finde af ham og de blev sendt videre til illustratoren (Mette Breth) og så krydsede jeg fingre for at bare et enkelt af dem kunne bruges. Og der var et enkelt. ;o)

Hvis I har læst Oprører - Dæmondræberen#1 begynder I nok at kunne gætte jer til, hvem der fik pladsen på forsiden, så uden flere udsættelser ... Må jeg præsentere:

Ærkeenglen Michael på forsiden af Udvalgt - Dæmondræberen #2

Illustration af Mette Breth

Jeg synes simpelthen at den er fantastisk. Mette Breth har endnu engang udført et fantastisk arbejde med at hive mit fantasibillede ud i virkeligheden. Jeg elskede forsiden til Oprører og nu har jeg fået endnu en at elske. I samme øjeblik jeg så coveret var min første tanke. "Jamen, goddag. Dejligt at se dig udenfor mit hoved."


Derudover er bagsideteksten også blevet offentliggjort, så den vil jeg slutte af med og så et linkt til Tellerups side, hvor man kan finde den. http://tellerup.dk/?Bog=1779

Mit navn er Benjamin. 

Jeg er nephilim … et blandingsbarn.

Jeg var lykkelig indtil et blændende væsen besatte mig. 

Nu har jeg kun vrede, had og et brændende ønske om at få et nogenlunde almindeligt liv. 

I begyndelsen huskede jeg intet, men det gør jeg nu, 

og minderne har givet mig et mål: 

Dæmonen Dominic.

Hans undergang bliver min frihed.

UDVALGT er andet bind i serien Dæmondræberen 

– en serie om udødelig kærlighed og kampen mellem det gode og det onde.

Killing my darlings ...

Igen, igen har jeg alt for mange emner, som jeg gerne vil fortælle om og alt for lidt tid eller energi til at tage fat på dem alle. Så derfor kommer ugens indlæg til at handle om ... Dam dam da dam:

Manuspleje (Som er det, som Tellerup kalder deres redigering).

Jeg påbegynde sidste uge med at komme godt igang med skriveriet af Dæmondræberen #3 og havde store forhåbninger til at jeg ville nå at skrive mindst to kapitler i løbet af ugen. Det blev til 1½, for om torsdagen modtog jeg den første manuspleje af Udvalgt - Dæmondræberen #2. Hvis I tænker over hvordan sådan en ser ud, så kan I se et billede af Nanna Foss' her: https://www.facebook.com/TellerupAS/photos/a.378832142132289.131122.178605088821663/848499535165545/?type=1&theater

Farverige minder

Siden jeg sidst sad med manusplejen til Oprører var mine minder om den blevet farvet i et meget lyserødt skær og jeg huskede den med glæde. Havde lykkeligt glemt at om, min indledende skræk, da jeg så mit manuskript badet i blod (min redaktørs rettelser og kommentarer var skrevet med rødt) og hvordan min hjerne føltes som en vredet karklud ved slutningen af hver dag. Alt dette var glemt og jeg glædede mig enormt meget til at få manusplejen på Udvalgt. Så kom den ...

Stadig ikke så slemt

Jeg åbnede dokumentet og det føltes stadig ikke så slemt ... muligvis fordi min redaktørs kommentarer denne gang stod med lilla og jeg kastede mig over det. Minder fra sidste gang blev igen vækket til live. Blandt andet smerten i hånden, når man sidder og klikker 'accepter' eller 'afvis'.

Ikke længere så lyserødt

Det er nu mandag og jeg har været igang med at manuspleje siden torsdag. Hele min weekend blev brugt foran computeren og minderne er ikke længere så lyserøde. Igår nat (omkring ved et-tiden) havde jeg det som om min hjerne sagde. "Godnat, du må selv klare resten." Uden at spørge om min tilladelse først og så sad jeg bare og stirrede på den lilla kommentar, mens min hjerne på vågeblus sagde. "Øhhhhhhhhh..." 
Manuskriptet er nu ved at blive badet i blod (mine rettelser og kommentarer er røde) og jeg mangler stadig mere end halvdelen.

Manusplejemusik

Til sidst vil jeg lige dele min manusplejemusik. Denne sang har været på repeat det sidste stykke tid, mens jeg myrdede mine darlings (accepterede at slette hele sætninger). Mine darlings bliver til - The nobodies.

Marilyn Mansons - The Nobodies

Men i bund og grund føler jeg at manusplejen er en forhandling. Jeg går med til at myrde nogle af mine darlings, så jeg kan beholde andre.

Book Eaters Convention, minder og mere ...

De sidste to uger føles det som om jeg hele tiden har haft noget på programmet. Nogle ting var planlagt, mens andre var mindre ønskede. Der har både været højdepunkter og ture helt ned i ulidelig smerte. Så dette bliver et af de længere indlæg ... Nu er I advaret. 

Jagten på en forside

Martsmåned blev startet ud med jagten på et motiv til den fremtidige forside af Udvalgt - Dæmondræberen 2. 
Man skulle tror, at det er en ren fornøjelse at kigge på billeder, men når man har gennemset tusindvis på atter tusindvis uden at finde det man ønsker, så begynder man virkelig at hade det. Hvor svært kan det også være at finde en person, som kan blive forvandlet til en engel? Åbenbart meget svært. 
Endelig fandt jeg min person, hvilket bød på nye problemer, da jeg ikke kunne finde "denne" person i en rigtig position. Kan man få nogle ben om jeg må be? 
Endte dog med at et billede blev udvalgt (Hæ Hæ ... Meget passende, når titlen på bogen er Udvalgt) og jeg er allerede sikker på at det bliver en fantastisk forside, som vil leve helt op til Dominic på Oprører.

Lumbalpunktur

Torsdag d. 7 kom jeg ind på OUH på en afbudstid og fik lavet en lumbalpunktur (rygmarvsprøve). Det er ikke første gang jeg har fået lavet sådan en (tror det er 4 eller 5 gang) og de smertefulde minder om sidste gang lå stadig dybt i mig. 
Det var derfor med en del nervøsitet, at jeg mødte ind på OUH, fik noget beroligende og lagde mig ned, så en læge kunne stikke en stor nål ind i ryggen på mig. Til min overraskelse gjorde selve indgrebet mindre ondt end jeg huskede, så mit håb steg for at dette ville blive en god gang, som kunne erstatte de dårlige minder. Efter mindst 1½ time, hvor jeg blev liggede efter lægen var færdig, rejste jeg mig forsigtigt fra sengen. 
Sidste gang havde jeg en dundrende hovedpine allerede da jeg rejste mig og brækkede mig på vejen ud af hospitalet. Denne gang var bedre. Ingen hovedpine. Jeg følte mig bare lidt sløv og svimmel, da jeg bevægede med ned for at blive stukket i endnu engang (Denne gang til en blodprøve). Bryder mig absolut ikke om nåle. 
Under alle omstændigheder nåede jeg sikkert hjem stadig uden hovedpine og hvilede mig resten af dagen. Var meget positiv.
Fredag stod jeg op (havde en anelse hovedpine, men den forsvandt, da jeg fik drukket noget kaffe) og jeg tog på arbejde i blomsterbutikken.
Lørdag kunne jeg ikke løfte hovedet uden at det føltes som om det var ved at eksplodere.
Søndag aften kørte min kæreste mig ud til lægevagten, hvor jeg lå på gulvet 1 time, før jeg kom ind og fik at vide, at jeg skulle ligge fladt (ingen pude under hovedet), spise koffeinpiller og drikke rigeligt med væske. På vejen hjem spiste jeg cheeseburger på bagsædet (liggende).

Nerver og bedring.

Mens alt dette skete var jeg i fuld gang med at forberede mig på at jeg skulle på scenen til Book Eaters Convention og jeg var selvfølgelig nervøs for at mit hoved stadig ville gøre ondt på dette tidspunkt. (Ville sgu være meget lettere, hvis jeg bare kunne heale mig selv ved tankens kraft) 
Under alle omstændigheder ville jeg dog være taget afsted om jeg så skulle ligge ned på scenen ... Det kunne da have været en alternativ form for fordrag. 
Heldigvis begyndte mit hoved at blive bedre og jeg kunne sidde mere og mere op og behøvede ikke længere at kravle, for at komme ud på toilettet. Om fredagen tog jeg derfor på arbejde i blomsterbutikken, selvom jeg absolut ikke følte mig helt på toppen endnu. Det blev kun kort tid, men så havde jeg i det mindste været afsted.

Book Eaters Convention

Lørdag var så dagen for Book Eaters Convention og min første gang på en scene. At sige jeg var nervøs vil vist være mildt sagt. Har vist ikke været på en scene siden 6 klasse, hvor jeg (meget mod min vilje) blev udvalgt til at spille Snehvide i skolekomedien.  
Jeg tog tidligt ind til Rosenbækhus i Odense, så jeg bare kunne sidde og nyde stemningen og lytte til de andre, som var på scenen. Der var både forfattere, Poetryslammere og forfatterspirer og jeg elskede at lytte til det hele. 
Jeg var den sidste som skulle "på", så jeg nød at kunne lytte til dem alle. 
Cirka en time, før jeg skulle op på scenen kunne jeg mærke at nervøsiteten for alvor begyndte at melde sig. Jeg tror at jeg ville have været meget mere nervøs, hvis jeg skulle være helt alene på scenen, men heldigvis ville en boggnasker komme med op og stille mig spørgsmål. Tak til ... (åh crap, er elendig til at huske navne) Rasmus (håber jeg husker rigtigt), som sørgede for at jeg ikke var nær så nervøs. 
Lige før jeg skulle op kom flere hen for at få Oprører signeret om min første tanke var: "Shit, jeg ryster." Så jeg beklager meget for min ret rystende signatur og at nogle måtte stave deres navn så grundigt for mig. Desuden har jeg stadig ikke mestret det at snakke og skrive på samme tid ... Men øvelse gør forhåbentlig mester.

På scenen

Billedet er fra Book Eaters Con´s fb side.

Tiden kom og jeg blev præsenteret og gik op på scenen. Det er så på dette tidspunkt at mine nerver begyndte at lege med min hukommelse, for jeg husker ikke halvdelen af hvad jeg sagde eller hvad der blev spurgt om. 
Jeg mindes at kigge ud på flere mennesker, som kiggede på mig og at min hjerne gik fuldstændig blank i de øjeblikket, hvor der ikke var nogle spørgsmål. Jeg glemte det meste af det jeg havde forberedt og havde lidt følelsen af at jeg i disse øjeblikket greb panisk ned i en skuffe i mit hukommelsesarkiv og hev fat i den første og bedste tanke jeg fik fat i. Nævnte vist også mine katte flere gange (godt at min kæreste holder på at vi kun skal have to katte, for ellers havde jeg nok lydt som den skøre kattedame ... det gjorde jeg måske alligevel). 
Jeg takker mange gange, fordi jeg fik så mange gode spørgsmål, der fik de 45 minutter til at flyve afsted. Tak for de søde kommentarer bagefter om at jeg gjorde det godt. Det betyder utrolig meget for mig.
Og hvor er jeg dog glad for at jeg havde min stok til at holde fast i og at jeg ikke har valgt en karriere som rockmusiker (ikke at jeg kan synge) så jeg ikke behøver at håndtere en mikrofon så ofte. Jeg føler mig nu engang mere tilpas foran computeren, hvor jeg kan vælte mig ned i mit eget univers uden andre tilskuere end mine hovedpersoner.

Efterfølgende

Da jeg kom ned fra scenen kom flere hen for at få Oprører signeret (undskylder endnu engang for at min signatur stadig var ret rystende) og Book Eaters Convention begyndte at pakke sammen. 
Det var helt sikkert en fantastisk oplevelse og min første gang på scenen vil være et godt minde. Takket være de gode spørgsmål og de søde læsere.

Book Eaters prisen

Hvis nogle tænker på den nominering, som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så kan jeg afsløre at Oprører fik en anden plads og blev slået af Veronica Roth´s Divergent 3. 
Tak til alle dem, som stemte på mig. Det betyder mere end I aner. 

Book Eaters Convention

Undskyld den lange tavshed, men al min energi er blevet brugt på enten at skrive, lede efter et billede til forsiden af Udvalgt og arbejde. Derudover har jeg også haft travlt med at forberede mig på at fortælle om mit forfatterskab.

Mit navn på en plakat

Tror nok, at jeg var ved at falde bagover, da jeg så mit navn på plakaten. Det er både for underligt og for sejt. Med navn på plakaten skaber det dog en smule nerver. 

Book Eaters Convention 

For første gang skal jeg på scenen og fortælle om mit forfatterskab. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal være vildt begejstret over at jeg skal snakke om det jeg elsker mest ... eller om jeg er rædselsslagen. Mindes min første signering på bogforum sidste år, hvor jeg forstillede mig mange grusomme senarier. Det er lidt det samme denne gang. Tror dog at jeg glæder mig mest. 
De sidste par uger har jeg derfor haft travlt med at forberede, hvad jeg skal sige og selvfølgelig også, hvad jeg ikke skal sige. Når man skriver på en serie handler det jo om ikke at afsløre ting fra kommende bind ... eller i det mindste ikke de vigtigste.




Derudover er jeg også nomineret til Book Eater-prisen. Hvilket da er helt fantastisk, for en debutroman. (Endnu et tilfælde af nær faldet bagover)

Så hvis I har tiden eller lysten, så kig forbi Rosenbækhuset, Rosenbæk Torv 30 i Odense C. Der kommer flere interessante forfattere og mange andre ting.

I kan læse mere om arrangementet på: https://www.facebook.com/BookEatersCon?fref=ts