onsdag den 19. februar 2014

Et lille pip

Jeg beklager at jeg stadig er meget ustabil herinde, men helbredet er stadig ikke godt.

Når nu jeg går hjemme og er sygemeldt fra hverdagsarbejdet i blomsterbutikken skulle man ellers tro, at jeg ville have masser af tid til at skrive.
Tiden er skam heller ikke problemet. Den føler jeg faktisk at jeg har for meget af og jeg er ved at være dødtræt af at gå herhjemme. Mine ben har været så dårlige, at jeg ikke turde køre bil, så derfor har jeg i løbet af januar og feburar kun forladt hjemmet 5-6 gange. Denne kraftige isolation er virkelig begyndt at gå mig på nerverne, derfor nåede jeg i sidste uge til den konklusion, at jeg var nødt til at komme tilbage på arbejde, selvom min krop stadig ikke er på toppen. Når man siger "ding" højt, når man får en ide og går igang med at nynne cirkusmusik, så er det absolut tid til at komme ud.

I lørdags var jeg derfor på arbejde i to timer og jeg var lykkelig. Det var simpelthen vidunderligt. Det føltes også som en gnist der igen fik mig til at skrive mere. Jeg kunne godt mærke på min krop, at jeg havde været på arbejde, men følte mig mere glad end jeg har gjort længe. Det er absolut det vigtigste.
Og så blev jeg forkølet om søndagen. Suk.
Nu håber jeg bare at det snart går over så jeg igen kan fortsætte med planen om at starte langsomt op på arbejdet ... og tage min første køretur på nogle øde bagveje.

På skrivefronten er jeg som sagt igang igen, selvom det slet ikke går så stærkt, som jeg havde håbet. Dominic snakker ellers lystigt og lige så snart jeg samler mit fokus kommer ordene ned på papiret. En anden motivation er også at jeg fortæller mig selv, at jeg skal få skrevet hans historie færdig og slutte den på toppen, så jeg kan bevæge mig videre til andre ideer og nye universer.

Det var så det lille pip og nu vil jeg pudse næse igen igen og få skrevet en smule.

søndag den 2. februar 2014

Afsnitsoversigten

Beklager den lange tavshed, men helbredet er stadig ikke godt og jeg forsøger at slappe så meget af, som muligt. Ikke desto mindre bliver jeg fuldstændig kuk kuk, hvis jeg ikke laver noget som helst. Derfor har jeg (med en del opmærksomhed på hvordan min krop reagere og hvornår jeg skal stoppe) arbejdet på Dæmondræberen 3. For øjeblikket arbejder jeg på afsnitsoversigten.

Som jeg nævnte tidligere i indlægget om min skriveproces, arbejder jeg med både en kapiteloversigt og en afsnitsoversigt, når jeg skriver. Det er ikke noget jeg altid har gjort, men det hjælper til at holde styr på alle detaljer. Derudover holder oversigterne mig også på rette kurs så jeg ikke lade fantasien løbe alt for løbsk og historien fortsætter i det uendelige. Idag har jeg svært ved at arbejde uden disse oversigter. 

Dette indlæg skal dog handle om afsnitsoversigten. 

Jeg er som sagt gået i gang med Dæmondræberen 3 og kapiteloversigten til denne blev allerede skrevet samtidig med den til Dæmondræberen 2. Derfor var den allerede lavet, da jeg var klar til at komme igang med Dæmondræberen 3. Det var afsnitsoversigten dog ikke og det er i den, jeg skriver alle de detaljer, som jeg skal holde styr på, hvornår de skal afsløres og hvordan. Da jeg springer i gennem tiden er den også vigtig, så jeg allerede fra begyndelsen kan planlægge, så humørstemninger osv. passer sammen. Eftersom bind 3 er den sidste bog om Dominic er der mange tråde, som skal samles i dette bind og derfor er afsnitsoversigten ti gange mere vigtig. 

Da jeg havde læst kapiteloversigten igennem gik jeg derfor igang med at arbejde på afsnitsoversigten, selvom jeg meget hellere ville igang med at skrive selve historien og det var så her at jeg snød. Jeg skrev kun afsnitoversigt til de første 11 kapitler, før jeg gik igang med at skrive selve manuskriptet. De 11 kapitler er nu skrevet og så kom mit snyderi tilbage for at bide mig i røven. Derfor arbejder jeg nu på afsnitsoversigten (igen) og denne gang skal jeg altså skrive den helt færdig, før jeg fortsætter arbejdet på manuskriptet. Afsnitsoversigten er nu på 20 A4 sider og jeg er kun lidt over halvvejs. 

Nå tilbage til arbejdet.