torsdag den 28. november 2013

Koncert med Black Veil Brides

Her kommer så det oprindelige indlæg, som nu er blevet det ekstra. 
Som jeg afslørede i sidste indlæg kommer det til en forandring ikke til at handle om skrivning ... Eller det gør det vel på en måde, da det band jeg var til koncert med har lagt soundtrack til det meste af Oprører - Dæmondræberen.


Must do.

For cirka et år siden bestilte jeg spændt mine vip-billetter til Black Veil Brides koncert i Danmark. Den skulle oprindeligt have været afholdt i april, men pga. sygdom blev den aflyst og istedet flyttet til søndag d. 24/11.
Årsagen til at jeg havde købt vip-billetter var fordi jeg meget gerne ville have bandet til at signere i mit eksemplar af Oprører (hvis ikke selve bogen, så den oprindelige kladde). Nu havde jeg jo trods alt lyttet til deres musik, mens jeg skrev og de hjalp med at lægge tempoet på tasterne og holdt mig igang. Derfor virkede det i mit hoved passende at de skrev i mit eksemplar.


Rejsen

Nu er jeg jo lidt af en klaphat, når det kommer til at finde rundt. Desuden er mine ben ikke særlig gode for øjeblikket og det var min første koncert (hvis man ikke medregner festival), så det var med en del nervøsitet, at jeg begav mig afsted med toget mod København med stokken i hånden. Kom til at sidde på gulvet hele vejen (husk pladsbestilling), men nåede da hel til København hovedbanegård, hvor jeg efter en smule forvirring endte med at tage en taxi til Vega, hvor koncerten blev spillet. Havde egentlig tænkt mig at købe noget at spise på banegården, men var så nervøs for at komme for sent, at jeg ikke nåede det. 


VIP-køen (Meet n' Greet)


Jeg ankom og fik øje på en lang kø af mennesker. Var ret sikker på at det ikke var den jeg skulle stå i, så jeg gik på jagt efter Vip-køen, fandt den og kunne så vente sammen med de andre vipper. Inden der var gået 15 minutter hundefrøs jeg som bare pokker og da vi blev lukket ind efter ½ time var jeg gennemkold. Ved af erfaring, at når jeg når til et vist nedkølingspunkt, så er det næste umuligt for mig at genfinde varmen. Derfor rystede jeg stadig af kulde, da vi havde afleveret overtøj og stod i kø for at komme hen til bandet og får signeret vores ting og sager. Jeg snakkede med nogle enormt søde mennesker og det var faktisk ganske hyggeligt (selvom jeg stadig frøs og var virkelig sulten).

Jeg var blandt nogle af de sidste i køen og endelig nåede jeg frem til bandet, som signerede Oprører (tror nok at jeg lød lidt smådum, men min hjerne var vist også frosset til is). Blev komplimenteret på min hat (var iført min grå bowler) og med bogen og så gik turen videre ind i koncertsalen. Har på fornemmelsen, at jeg må have virket ret travl, men som sagt jeg frøs, var nervøs og desuden var jeg nu så sulten, at jeg kunne spise en arm. (Satsede på at bandet skulle bruge deres og det ville bestemt have sendt det forkerte indtryk, hvis jeg gik igang med at gnave i min egen)


Opvarmning

Der var to opvarmningsband før Black Veil Brides og på nuværende tidspunkt kunne jeg godt mærke at mine ben ikke var overvældende gode. Derfor fandt jeg en sofa at sidde i, mens de spillede og prøvede at luske mig til lidt varme fra radiatoren bag sofaen. Det havde ikke den store effekt og derfor endte jeg med at gå ned og købe en hættetrøje i oversize(havde egentlig ikke planlagt at købe noget). Den hjalp og da bandet gik på var jeg endelig ved at få varmen igen.


Koncerten

Selvom jeg indtil nu til tider havde følt mig lidt malplaceret, da jeg var taget alene til koncert og derfor ikke havde en ven at snakke med,  forsvandt denne følelse fuldstændig, da Black Veil Brides gik igang med at spille. Jeg var virkelig glad for at min kæreste havde givet mig nogle ørepropper med, så jeg kunne høre bandet, for hold da fast, hvor var der gang i publikum. Der blev sunget med, så taget næsten lettede og stemningen var så smittende, at jeg virkelig ærgede mig over at mine ben ikke tillod at jeg hoppede for meget. Det var muligvis min første koncert på et spillested, men bliver helt bestemt ikke den sidste.


Rejsen hjem.

Med en smule hjælp fra andre koncertdeltagere fandt jeg tilbage til Hovedbanegården, fik en billet og påbegyndte turen hjemad. I toget mødte jeg andre, som også var på vej mod Odense og de hjalp mig med at forblive vågen. Takket være hættetrøjen havde jeg en dejlig lun hjemrejse.


Dagen derpå.

Mandagen blev tilbragt i zombietilstand. Jeg følte mig enormt slatten, øm og træt, men det var en fantastisk oplevelse, så det er bestemt ikke sidste gang jeg tager til en koncert.

Ps. Ville også gerne have lagt en af de videoer ind, som jeg optog under koncerten, men jeg er ikke kun en klaphat, når det gælder at rejse og finde rundt. 

tirsdag den 26. november 2013

Fantastisk anmeldelse

Havde egentlig planlagt et andet indlæg til idag, men denne anmeldelse skulle bare lige vises frem. Derfor bliver det til to indlæg i denne uge og jeg starte ud med dette. 
Anmeldelsen kan læses på følgende link:

http://www.cautious.dk/?p=13943

Jeg havde som sagt planlagt et andet indlæg om den koncert jeg var til i søndags og på grund af koncerten var jeg godt nok en smule slatten i går. Ikke desto mindre fik denne anmeldelse mig til at sidde og smile virkelig stort resten af dagen. Der er ikke noget, som betyder mere for mig, end når jeg høre at en læser har nydt at læse bogen. Den slags er simpelthen uvurderlig. 


tirsdag den 19. november 2013

Konkurrence

Jeg skriver lige endnu et indlæg om konkurrencen om et signeret eksemplar af Historier for drenge - Tøser ingen adgang. 


Vind!!!

Blev efter jeg havde sat konkurrencen igang gjort opmærksom på, at det jo ikke er alle der kan deltage, da det jo ikke er alle, som er på facebook. Derfor vil jeg tillade mig at tilføje en smule. Håber det er i orden?

Hvis man ikke har en facebook profil og derfor af indlysende årsager ikke kan 'synes godt om' min facebookside og skrive en kommentar på den (Husk at smide en kommentar om, hvorfor du/I skal vinde) så er det også muligt at finde mig på twitter, hvor det samme princip gælder: Følg mig (lyder en smule creepy) og skriv i en besked, hvorfor du/I skal vinde bogen. Konkurrencen slutter som tidligere fortalt den 6 December.

lørdag den 16. november 2013

Lektørudtalelsen & Konkurrence

Cover af Mette Breth
Så kom den: Den frygtede lektørudtalelsen på Oprører - Dæmondræberen 1.

Nu ved jeg endnu ikke så meget om det (debutant og alt det der ... dog ikke i hvid strutkjole) men så vidt jeg har forstået er lektørudtalelsen utrolig vigtig, da den er afgørende for hvor godt bibliotekssalget bliver. Derfor havde jeg frygtet den en smule (Bemærk underdrivelsen).
Da Oprører er min debutroman var jeg næste forberedt på det værste og jeg er rimelig god til at forstille mig. Ikke desto mindre var alle mine grumme forstillinger uden grund.

Min lektørudtalelse er kommet og den er bedre end jeg havde håbet. 
Der er nogle regler for hvor meget man må offentliggøre (kun 10%) og for at være helt ærlig er jeg hunderæd for at overtræde den ved en fejltagelse pga. min begejstring. Men 16 ord er vel under de 10%.


... historiens rammer fungere og undertegnede slugte bogen på kort tid. Bogen vil bestemt finde sit publikum.



Og med  denne lektørudtalelse (selvfølgelig mere end de 16 0rd) håber jeg virkelig at kunne sige: Biblioteker - Here I come! Eller måske nærmere: Her kommer Dominic! ... Eller måske bare ... være sød at få min bog, så den kan blive lånt af de muntre biblioteksgængere.


Konkurrence

For at fejre lektørudtalelsen (og den hastigt nærmede jul) vil jeg gerne bortlodde et eksemplar af Historier til drenge (tøser ingen adgang), hvor jeg selv har en novelle med. Og jeg signere selvfølgelig eksemplaret med en personlig hilsen til vinderen.


Lige lidt om bogen:

I 2011 lancerede Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning Drengelitteraturprisen.

Formålet med Drengelitteraturprisen er at styrke drengenes læselyst og få drenge på 4.-7. klassetrin til at læse mere.

En række danske forfattere giver her deres bud på letlæselige historier til drengene. Historierne deltog alle i Drengelitteraturprisen 2013.

Indeholder desuden vindernovellen fra 2012 Colosseum af Anika Eibe.

Som jeg nævnte har jeg  selv en novelle med, som hedder: Goodbye, og selvom den ikke nåede med til præmierunden, så kan jeg nu stadig rigtig godt lide den og gyser en smule, hver gang jeg læser den.

Hvis det kan have interesse og I/du ønsker at vinde en tidlig julegave, så skal I/du bare gå ind på min facebook forfatterside, synes godt om den og ganske simpelt fortælle, hvorfor I/du skal vinde bogen. 
Konkurrencen løber indtil 6 December 2013, hvor jeg udvælger den heldige vinder. 

Hvis man ikke kan vente eller ikke tør at tage chancen, så kan bogen også købes på Tellerups hjemmeside til den vidunderlige tilbudspris: 99,95,-

Ps. Hvis I er interesserede i at vinde et signeret eksemplar af Oprører, så har en veninde og medblogger for øjeblikket en konkurrence kørende på sin blog, hvor jeg har doneret et signeret eksemplar. I kan finde den her: http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk/2013/10/giveaway-22.html


torsdag den 14. november 2013

Bogforum 2013 - del 2

Som lovet kommer her det sidste indlæg om Bogforum 2013.  


Lørdag



Godmorgen

Efter en ret urolig nat rullede jeg ud af sengen kl. 7.00 og vaklede i zombietilstand hen for at slukke for mit vækkeur. Er ikke vant til at stå tidligt op, da jeg normalvis først møder på arbejde kl. 12.30 og desuden er jeg vist et gigantisk b-menneske (Natteskriver). 
Jeg delte værelse med Pernille Eybye og vi påbegyndte den forudaftalte klargørning (Når jeg siger "forudaftalte" mener jeg ikke at vi ordnede hinandens hår og makeup, men at vi begge fik mulighed for at gøre os klar uden den vilde panik eller trippen foran badeværelsesdøren). 
Jeg var dog allerede nervøs og det blev ikke bedre, da jeg var i bad og blev ved med at slukke for vandet med måsen, hver gang jeg bukkede mig. Måske var det på grund af disse ufrivillige vandpauser, at jeg først fandt ud af at jeg havde pakket en bodylotion istedet for en bodyshampoo ... efter jeg havde smurt den ind i huden. Ikke desto mindre nåede jeg at blive færdig på badeværelset, fik tøj på, ordnet hår, lagt makeup og pakkede det meste af min baggage. Turen fortsatte til morgenmadsbordet. Den var vist nok ganske udemærket, men jeg kan faktisk ikke huske hvordan den smagte. Selvom jeg forsøgte at skjule det, så var jeg ved at blive virkelig nervøs og drak endda kun to små kopper kaffe.


Afgang, ankomst, fotoshoot og familie.

Efter morgenmaden og den sidste pakning tjekkede vi ud fra hotellet, fik ompakket bilen (på turen til hotellet om fredagen sad jeg med det ene hjul til min rulleracer, fordi der ikke var plads til det bagi) og begav os tilbage mod Bogforum. Nervøsiteten blev ikke mindre, men heldigvis har jeg nogle vidunderlige skrivebuddies, som var gode til at aflede mine tanker. Vi nåede frem og satte direkte kurs mod Tellerups stand, hvor vi startede ud med at få taget nogle billeder (I kan se bag kameraet på Anika Eibes blog). Det gik vist ganske godt, selvom jeg ikke kunne lade være med at smile. Må virkelig til at lære hvordan jeg holder op med det ... specielt når smilet bevæger sig ud i den type, der ser småpsykotisk ud. Jeg fik skrevet et par forud-signeringer og så ankom mine forældre med roser (Den røde langstilkede slags) og kram. Jeg har virkelig en dejlig familie og det var første gang de var på Bogforum. De nød det vist begge og endte med at komme hjem med et mindre læs bøger. Klokken nærmede sig 12 og jeg blev mere og mere nervøs. Nåede ud at ryge en enkelt gang og da jeg vendte tilbage var der blevet sat bord, stol, skilt, bøger og banner frem. Panik. Et øjeblik tror jeg faktisk at min hjerne skreg: FLYGT!


Signering og en dejlig mand

Jeg placerede min bagdel i stolen og forstillede mig at jeg var limet til den. Bare så jeg ikke i ren nervøsitet sprang op og styrtede afsted indtil jeg blev taklet af mine egne ben.
Begyndte allerede at skæve til alle store tasker (i tilfælde af rådden frugt) og frygtede på den anden side, at der slet ikke ville komme nogen. Men det gjorde der og ingen medbragte rådden frugt. 
Kan kun sige tusind tak til de vidunderlige søde læsere/købere der kom forbi for at få min signatur og jeg beklager hvis jeg ikke snakkede særlig meget. Har endnu ikke mestret talentet at skrive og snakke på samme tid. Hvis jeg skal være helt ærlig var jeg glad for at jeg overhovedet kunne finde ud af at skrive mit eget navn. 
Pludselig dukkede min dejlige kæreste op med favne fuld af røde roser (den dejlige mand jeg har dedikeret Oprører til. Livesize fantasimand og virkelige mand på samme sted ... kan man forlange mere?) og medbragte min søde svigermor. Var stadig springfyldt med nervøs energi, men fik vist givet nogle kys (ikke til svigermor, men til kæresten). Signeringen fortsatte og endnu engang må jeg takke køberne af Oprører mange tusind gange, fordi jeg ikke behøvede at sidde alene alt for ofte. Og tak til mine skrivebuddies, venner, kæreste og familie og Tellerup, fordi de var der til at støtte mig indtil timen var gået og jeg kunne springe op fra stolen.


Meet n' greet hos Boggnaskerne

Nu var klokken over 1. Jeg var hundesulten, hamrende nervøs, skulle tisse og trængte til en cigaret. Efter jeg lige havde stået og snakket en smule mere ved Tellerups stand, fået hilst lidt bedre på kæresten og overfaldet en køber af min bog for at give hende en signatur (Undskyld, Nanna) satte jeg kurs mod toilet og udgangen. Var simpelthen for nervøs til at prøve at få noget at spise. Derfor ordnede jeg kun det mest pressende, før jeg skubbede rulleraceren afsted mod Boggnasker.dk's stand og nåede den ti minutter i to. Der var travlt, så jeg placerede mig selv i kørestolen (aka. medbragt siddeplads) ved siden af standen og ventede til nogen fik øje på mig eller jeg selv turde gøre opmærksom på mig selv. Heldigvis blev jeg opdaget og flyttede op på en stol ved bordet der stod midt i deres stand. Det næste stykke tid sad jeg og snakkede om at skrive fantasy, min bog, aktionscener og lign. Håber virkelig at dem jeg snakkede med fik noget ud af det jeg sagde, for jeg var så nervøs at jeg på nuværende tidspunkt kun husker små bidder af det der kom ud af min mund. Da tiden var gået sprang jeg op fra stolen. Ville egentlig gerne været blevet længere, men på daværende tidspunkt skreg min mave så meget efter mad at jeg ikke længere kunne overhøre den. Desuden har jeg også en slem tendens til at blive gnaven, hvis jeg er virkelig sulten. Derfor mente jeg at det var bedst, hvis jeg undlod at udsætte boggnaskerne for min: Jeg er så sulten at jeg gnaver din arm af, hvis du ikke fodre mig-tilstand.
Et stort tak til Boggnaskerne, fordi de ville have mig på besøg og gad at lytte til mig. Håber at I fik noget ud af det. Jeg hyggede mig i hvert fald.


Afslutning

Jeg vidste ikke hvor hverken familie eller skrivebuddies var, men satsede på at finde dem, hvis jeg bevægede mig ned til Tellerups stand. Ganske rigtigt. Efter kort tid fandt jeg dem en efter en og kom ud for at få noget at spise. Et par meget tørre pølsehorn var ren Gudespise. Mine forældre, kæresten og svigermor sagde farvel og tog rulleraceren med, så jeg ikke skulle tænke på at fragte den med hjem. Var en smule bekymret for mine ben, for de var ikke helt friske, men besluttede at det nok skulle "gå". Efter de sidste indkøb, snakken og signeringer var det tid til at tage hjem. Mine ben var på det tidspunkt ved at udvikle sig til det værre og jeg kunne mærke at hvis der gik en time mere, så ville de knække sammen under mig. Derfor var jeg klar, da vi tog den sidste afsked med kollegaer, redaktør osv. Jeg vinkede farvel til livesize Dominic (Vi ses i mine drømme) og vi bevægede os ud til bilen og kunne tage turen hjem med de forskellige aflæsninger undervejs.


Bogforum 2013

Mit bogforum 2013 var slut og sikke et vidunderligt eventyr der blev afsluttet med pizzaspisning hjemme ved mine svigerforældre. Det var en fantastisk oplevelse på trods af nervøsitet og dårlige ben. Altid dejligt at være i selskab med  skrivebuddies, venner, kollegaer og tonsvis af bøger. Tusind tak til alle, fordi de havde tålmodighed med klodsede, nervøse, storsmilende mig. Glæder mig allerede til næste år. 


Mit rov

Nåede ikke at få købt så meget, som jeg gerne ville (det gør jeg aldrig, men kan jo ikke have råd til alt). Jeg havde d0g alligevel en smule med hjem:



Ps. Hvis I er interesserede i bogen i øverste venstre hjørne (Historier til drenge), så læs i ekstra ekstra indlægget på lørdag.

tirsdag den 12. november 2013

Bogforum 2013 - del 1

Ikke overraskende kommer denne uges indlæg til at handle om Bogforum 2013, som blev afholdt i weekenden. Som jeg nævnte i de sidste par indlæg har jeg jeg set frem til disse dage med stor glæde og muligvis en lille bitte anelse nervøsitet. Her kommer min fulde beretning om Bogforum, min første signering og meet n' greet ved Boggnaskernes stand. Derfor kommer det i to indlæg (Kan bare ikke begrænse mig). Skal lige hilse og sige, at jeg havde planlagt at se mystisk og spændende ud til Bogforum, men måtte opgive, da jeg ikke kunne holde op med at smile. Tror faktisk at mine kæbemuskler var ved at sætte sig fast på et tidspunkt.


Fredag



Baggage og opsamling

Dagen begyndte med at jeg væltede ud af sengen, ud under bruseren og gjorde mig i stand. Da håret havde fået så meget hårlak, at det enten kunne bruges som hjelm og holde til en mindre storm pakkede jeg de sidste ting ned. Skal lige siges, at jeg ikke er så god til at begrænse mine pakkenelliker. Der kan altid blive brug for ekstra bukser eller undertøj (specielt, hvis man sætter sig i noget ... hvilket jeg har prøvet) eller ekstra sokker (hvis man træder i noget inden man får sko på ... hvilket jeg også har prøvet) og så pakkede jeg også sutsko (som jeg slet ikke fik brug for) og min hovedpude (den brugte jeg) og sidst men ikke mindst min uundværlige skrivebog. Deruover medbragte jeg jo også en låneracer i år (en kørestol). Min dejlige svigermor var så sød at køre mig til det aftalte opsamlingssted, hvor min ene skrivebuddie (Pernille Eybye) skulle samle mig, bagagen og rulleraceren op. Med en smule hjælp fra svigermor fik vi pakket al baggagen ind i Pernilles bil (mens jeg overvejede, hvordan der skulle blive plads til de to andre skrivebuddies og deres bagage).


De næste stop

I munter samtale racede Pernille og jeg videre mod næste opsamlingssted, hvor vi fandt den næste skrivebuddie (Anika Eibe) og fik hende læsset ind i bilen. Til min store lettelse havde hun været meget bedre end jeg til at begrænse sin baggage. Samtalen blev genoptaget i samme tone, mens vi fortsatte mod Sjælland, det næste opsamlingssted og den sidste skrivebuddie (Carina Evytt). Vi fandt hende og endnu engang var jeg lettet over at hun også var bedre end jeg til at begrænse sin oppakning (Må seriøst til at lære at pakke mindre). Hun faldt også ind i samtalen da vi forsatte mod det sidste stop: Bogforum.


Ankomst

Vi nåede den endelige destination ved omkring middagstid og fik pakket min rulleracer ud af bilen og samlet den, så jeg kunne skubbe afsted med den. I begyndelsen følte jeg ikke behov for at bruge den, så derfor blev den brugt til at transportere vores tasker og jakker. Jeg skubbede den og den fungrede som en fortræffelig rollator. Der var bred enighed om at sådan en stol var meget nyttig. Selv før jeg satte mig i den.


Hyggedag og nærdøds oplevelse på toilet (okay, overdriver en smule)


Da ingen af os havde noget arrangementer på programmet om fredagen var det bare en ren hyggedag, hvor vi kunne bruge tiden på at gå rundt og kigge ved de forskellige stande, hilse på forlægger, redaktør og kollegaer. Jeg fik det første glimt af Dominics banner. En livesize udgave af min fantasimand. Suk. Var lige ved at give ham et kys, men besluttede mig for at det nok var bedst, hvis jeg ikke savlede på ham.
Forskellige poser med bøger blev stablet op på kørestolen og så begyndte mine ben at føles svagere. Bagagen blev flyttet og jeg overtog pladsen på sædet. Anika Eibe tilbød at køre mig (muligvis fordi det så ud som om jeg risikerede at køre en masse ned, hvis jeg selv styrede). Skal siges at det faktisk føles ret grænseoverskridende at lade en anden styre. Lidt som hvis man sidder på passagersædet i en bil og forsøger at bremse ... uden nytte. Var også lige ved at miste tilliden til Anika, da hun på et tidspunkt åbnede døren til handikaptoilettet og gav mig et puf indenfor. Jeg nærmede mig toiletkummen og havde et øjebliks panik, før jeg kom i tanke om bremserne og trak dem. Derudover var der også en episode, hvor hun var ned at stikke mit ene øje ud med min stok. Til Anikas forsvar skal dog siges, at hun senere ved udsigten til at skulle fragte mig ned over en meget høj kantesten virkede ret bekymret. Så rejste jeg mig og gik selv ned.
Jeg fik også skrevet mine første signaturer til vidunderlige købere/læsere af Oprører, som ikke kunne komme om lørdagen.


Drengelitteraturprisen

Igen i år overværede vi også overrækkelsen af drengelitteraturprisen. Vi havde alle deltaget, men desværre ikke kvalificeret os til at være blandt de fem heldige noveller, som drengene (og nok også pigerne) kunne stemme på. Vinderen blev Mette Lauritsen med novellen: De levende døde. 
Vi er dog alle sammen så heldige at have vores noveller med i Tellerups novelleantologi, som indeholder ikke mindre en 29 bidrag. 
Da vi fik udleveret vores frieksemplarer gik jagten ind på signaturer fra de andre forfattere med en novelle i samlingen. Jeg nåede blandt andet at luske mig til en fra Nanna Foss, som udkommer med sin debutroman hos Tellerup næste år. 



Hotellet

Ved sekstiden brød vi op fra bogmessen, sagde farvel og på gensyn. Med en del besvær fik vi pakket kørestol, bøger og os selv ind i bilen og begav os mod det hotel, hvor effektive Anika havde booket værelser til os. Det var det samme sted, som vi boede sidste år. Aftenmåltidet blev indtaget med lige dele grineflip (endte med at jeg dårlig nok turde tage en slurk af min cola af frygt for at sprutte den ud over de andre) og snak, før vi forsatte op på et af værelserne, for at fortsætte snakken. Som altid var samtaleemnerne mangefoldige og vi fik hver især signeret hinandens eksemplarer af Tellerups novelleantologi. Carina forsøgte ved samme lejlighed at skyde mig ned med en kuglepen (Ved ikke helt om hun og Anika mente jeg ville se mere interessant ud med en klap for det ene øje). Vi snakkede til alt for sent, før vi langt om længe fik planlagt hvornår vi skulle op og afsted om lørdagen og så krøb vi alle i seng. Jeg var da overhovedet ikke det mindste nervøs for lørdagen, signering og meet n' greet ved Boggnaskerne. Nej, absolut ikke. Begyndte overhovedet ikke at tænke på rådden frugt og en endeløs time med stirren ud i luften. Nej. Helt sikkert ikke...

Fortsættes i næste indlæg på torsdag ...

Ps. I denne uge kommer der nok tre indlæg. To om Bogforum og så et lille ekstra, der kommer til at handle om årsagen til at mine smilemuskler idag er kommet på overarbejde igen.

tirsdag den 5. november 2013

Planer for bogforum


Så er ugen hvor Bogforum afholdes endelig kommet. Det er en begivenhed, som jeg de sidste par år har glædet mig enormt meget til og på fredag går turen til Bellacenteret.

Forberedelser

I løbet af ugen har jeg været igang med at forberede mig: Hvad for noget tøj skal jeg pakke? Har jeg virkelig brug for tykke trøjer (fylder så meget i baggagen)? Hvis jeg pakker så lidt som muligt, er der så plads til flere bøger på hjemturen? Skal jeg ordne hår, negle eller spare pengene til bøger? Ved den sidste valgte jeg en mellemvej: Har købt nogle billige falske negle til at sætte på mine egne (blomsterbinderarbejdet har givet mig nogle virkelig grimme stumper), har selv genfarvet de grønne totter i mit hår (der kom vist mere farve på min hænder og arme end i håret) og så går resten af de opsparede penge til bøger og rejse.  

Backup rulleracer

Derudover har mit helbred været til en del bekymring, for selvfølgelig vælger det netop dette tidspunkt til at blive værre. Men jeg er stædig og jeg nægter simpelthen at lade en svækket krop stoppe mig. Derfor har jeg været igang med at arrangere lånet af en backupracer (Aka. Medbragt siddeplads på hjul også kendt som en kørestol). Min største bekymring med den er at jeg med sikkerhed kan lave en hel del ulykker i sådan en (Spring til side, hvis en kvinde med grønne totter kommer rullende skrigende ned af gangen). Ikke desto mindre er den kun som backup og forhåbentlig vil mit tredje ben være nok (Stokken). 

Ved at være klar

Nu hvor alle de ting er ved at være på plads er jeg vist langt om længe klar og ih, hvor er jeg spændt. Bogforum byder på så mange vidunderlige ting. Muligheden for at mødes med skrivebuddies, kollegaer, forlag og mange andre. Og lad mig slet ikke komme igang med de mange bøger. 
I år er der dog også meget mere end det på programmet. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg skal jeg signere bøger. Jeg tror ikke jeg har øvet min krussedulle så meget siden jeg lærte at skrive mit eget navn, så den burde være fin. 
Og så er jeg også på programmet ved Boggnasker.dk's stand til en meet´n greet. I kan se hele programmet på nedenstående billede. Så hvis I har lyst til at hilse på vil jeg være der kl. 14.00. 


Har jeg nævnt at jeg glæder mig.