Et lille hurtigt et ... Når ideer plager.

Ugens indlæg bliver kun et lille hurtigt et, da sidste uge var travl og stjal det meste af min energi. Desuden mangler jeg kun lidt før jeg er færdig med den tekst jeg arbejder på.
Det er nu ikke fordi jeg mangler ideer til indlæg. Lige i denne uge er skrivningen af dem bare et stykke nede på min to-do-liste. Derfor bliver det som sagt kun et lille kort et i denne uge ...

Når ideer plager.

Fejlfinding

I løbet af de sidste par uger/måneder har jeg haft travlt med redigering og i det hele taget bare brugt fritiden på at læse manuskripter igennem for fejl. Jeg elsker mine tekster, men når man læser det samme igennem for mindst 15 gang kan det godt være en smule kedeligt på visse områder. Efter jeg blev færdig med det første udkast af det sidste manuskript kunne jeg dog godt mærke at min hovedperson trængte til en pause. Han var i hvert fald holdt op med at plage mine drømme.

Besættelse

For mig har skrivning altid været en besættelse, noget jeg føler et tvingende behov for at gøre og hvis jeg i perioder holder op, så bliver jeg trist og føler der mangler noget. Alle ordene, ideerne, tankerne og følelserne bygge sig op.

Når jeg er bedst.

Jeg har længe vidst at jeg skrev bedst, når personlighederne i teksterne kom helt tæt på. Når jeg nærmest kunne føle at de sad ved siden af mig, hvis jeg lukkede øjnene. At et let vindpust kunne være åndedrættet. Når mine drømme var plaget af deres tilstedeværelse. Ved godt at jeg lyder lidt smågak, men jeg føler mig faktisk mest i balance med mig selv, når dette sker. Misforstå mig ikke. Jeg ved godt at de ikke virkelig eksistere, men det er bare lettere at skrive om deres smerter og glæder, hvis jeg forstiller mig at de er.

Dette bringer mig videre til de plagsomme ideer.

På grund af fejlfindingen har jeg ikke skrevet mere end et par ord indenfor de sidste par uger. Ikke fordi jeg mangler ideerne, men fordi jeg ved jeg aldrig bliver færdig med fejlfindingen, hvis jeg tillader mig selv at begynde på skriveriet. Derfor kæmper jeg for at blive færdig, så jeg kan vende tilbage til skriveriet. Og nu er min hovedperson vendt tilbage for at plage mine drømme. Er vist klar til at komme videre.

Hvad vil du være når du bliver stor? Del 2

Så fortsætter jeg hvor jeg slap ved sidste uges indlæg. Her fra bliver det en smule tåget, da tidspunktet hvor jeg skulle videre med uddannelsen er blevet udraderet af andre minder. Jeg kan derfor ikke huske om det var uddannelsen eller det dårlige minde der kom først. Skriver dog uddannelsen først. Vil lige nævne at jeg godt ved at dette indlæg handler lige så meget om sygdom, som det gør om uddannelse, men i mit tilfælde var det jo også helbredet der førte mig i bestemte retninger, mens jeg kæmpede for at den ikke slukke udradere andre veje.

Det fornuftige valg.

Jeg kom ind på uddannelsen til Teknisk Designer. Selvom den ikke var en af drømmene blev den ikke valg uden overvejelser. Selvom tegningerne var tekniske, så var det i det mindste en uddannelse hvor jeg fik lov til at tegne. Jeg påbegyndte den og så fik jeg det næste slag.

En ventrehook fra sygdommen.

Det var sidst på sommeren og stadig varm, så hver morgen tog jeg et par højhælede satinsandaler på og vandrede den korte vej til det nærmeste busstoppested, så jeg kunne komme ind til skolen. Det var ikke et par vildt høje hæle, kun ca. 5 cm, men pludselig fik jeg problemer med at gå i dem. Jeg begyndte at vrikke om på den ene fod og det føltes som om alle musklerne var forsvundet i anklen. Jeg skiftede til et par flade sko og blev ved med at vrikke om. Endnu engang gik turen til lægen, fulgt af en tur til hospitalet hvor et ord bed sig fast ved den første undersøgelse. De kaldte min fod for en dropfod. Efter flere forskellige prøver, nogle mere ubehagelige end andre, kom diagnosen. Jeg havde sklerose. Nu tog tingene fart. Jeg fik en kur med binyrebarkhormoner, havde det af helvede til, fik det bedre og vendte tilbage til uddannelsen. Efter en enkelt nat hvor jeg tudbrølede havde jeg accepteret at jeg havde sklerose og det var det. Skal lige tilføje at jeg ikke længere har den diagnose, men det er en helt anden historie.

Teknisk Designer.

Jeg fortsatte med uddannelsen. Efter et års tid vidste jeg at det ikke var noget jeg havde lyst til at arbejde som, men nu var jeg jo igang og manglede kun 1 ½ år. Derfor kæmpede mig igennem den. Var syg en uge og kæmpede derefter den næste uge for at indhente det jeg havde forsømt og udmattede derfor mig selv, så jeg blev syg igen. Og i fritiden mellem alle lektierne og kampene fortsatte jeg med at bevare forfatterdrømmen. Jeg blev færdig med uddannelsen (fik endda et 9 tal - efter gamle karakterskala - til eksamen) og nu havde jeg den, selvom jeg ikke havde lyst til at bruge den og mit helbred - på trods af indsprøjtninger tre gange om ugen - var ikke blevet vildt bedre.

Grønne fingre.

Jeg vendte tilbage til gartneriarbejdet. Det var jo en måde at tjene penge på og jeg var nu flyttet hjemmefra, så der skulle også være råd til regningerne. Jeg arbejde på fuldtid, som de fleste mennesker og drømmen blev trængt i baggrunden. Jeg havde simpelthen ikke længere energien til at forfølge den i fritiden. Det eneste jeg husker fra denne tid er arbejde, bjerge af vasketøj i weekenden, mit helbred der blev værre og masser af søvn, mens min energi forsvandt. Til sidst overgav jeg mig. Jeg kunne ikke have et fuldtidsarbejde og dette faldt sammen med at jeg blev fyret.

Fleksjob.

Efter flere møder på kommunen blev jeg godkendt til et fleksjob. Jeg gik hjemme i et godt stykke tid og tog et 16 ugers blomsterbinderkursus, da blomster altid har været en del af mit liv takket være min mor. Så fik jeg endelig et job, dog ikke som blomsterbinder, men med at skrive hjælpetekster i html. Så lærte jeg da lige det og det var et virkelig dejligt job i nogle år, men så kom finanskrisen og jeg mistede jobbet. Jeg var igen arbejdsløs, men i fritiden arbejde jeg videre på drømmen. Efter jeg var kommet i fleksjob var der mere energi på fritidsfronten, selvom mit helbreds stadig var dårligt, men den videre udvikling på den front er som tidligere nævnt en helt anden og lang historie.

Praktik.

Jeg kom ud i forskellige praktikker, bla. i den lokale brugs og hos en blomsterbinder. Nogle måneder af gangen og så hjem at gå igen, hvor jeg skrev på livet løs og så er vi næsten nået frem til idag.

Forfatterdrømmen.

Jeg sendte et manuskript afsted til et forlag og ventede i længsel på at få et svar og samtidig kom jeg i praktik hos en blomsterbinder (hvor jeg nu er ansat). Så kom svaret og jeg kunne næsten ikke fatte det. Tellerup sagde ja på min fødselsdag. Jeg var syg med influenza, men åbnede alligevel den flaske champagne jeg havde planlagt til denne begivenhed og drak mig småsnalret. Summede rundt på en lyserød sky i flere dage efter. Drømme kan blive til virkelighed ... Med hårdt arbejde. ;o)

Idag.
Så jeg nåede drømmen, samtidig med at jeg har et hverdagsjob, som jeg virkelig godt kan lide og min sygdom har holdt sig nogenlunde i ro de sidste par år og hvad der videre sker ... hvor pokker skal jeg vide det fra? Jeg er ikke synsk. ;o))

Hvad vil du være når du bliver stor?

Lige præcis i disse dage har studerende travlt med eksamener og kæmper for at få de karakterer der vil bringe dem videre. Dette inspirerede mig til at skrive dette indlæg.

Som børn har vi  vel alle nogle drømme om hvad vi vil være når vi bliver voksne. En stor del af disse tidlige karrieredrømme bliver kasseret når vi bliver ældre, men nogle hænger ved. I mit tilfælde var det:

Jeg vil være forfatter.

Jeg vil ikke påstå, at det var det første jeg drømte om at blive. Mit første minde om en karrieredrøm var ballerina. Dette ønske stammede muligvis fra et billede der hang hjemme ved min farmor og farfar. Det mindede så vidt jeg husker en del om et af Monets ballerinamalerier. Denne drøm forsvandt dog, da jeg fandt ud af at ballerinaers tæer er fyldt med blå mærker.

Forfatterdrømmen.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår forfatterdrømmen gjorde sit indtog, bed sig fast og blev hængende. Det eneste jeg ved er at jeg altid har elsket at finde på små historier. I starten tegnede jeg disse eller indtalte dem på kassettebånd. Så lærte jeg at skrive og de fandt en anden vej ud. Derfor opstod drømmen om at blive forfatter eller kunstner ret tidligt og de forlod mig aldrig.

Karrierevalg.

Så kom teenageårene hvor skolen, kammeraterne og familien begyndte at lægge vægt på det fremtidige karrierevalg. Foldere og hæfter om forskellige uddannelser blev udleveret, så man kunne finde ud af hvilke uddannelser ens drømmejob krævede.
Valget af ens fremdige karriere kan være svært og jeg vidste jo allerede hvad jeg ville være, hvilket ikke gjorde det lettere. Dette ledte til at jeg endte med at søge ind på et gymnasium. Jeg fik en plads og var klar til at kæmpe for at nå min drøm ...

Kampen.

Når jeg skriver "kæmpe" så mener jeg kæmpe.
Mit helbred blev dårligt da jeg var 12/13 og min første længerevarende indlæggelse på hospitalet skete da jeg var 13/14, hvor jeg blev blev behandlet for borelia. Da jeg begyndte på gymnasium skulle jeg efter sigende være rask, men min krop fortalte noget andet. Mine ben føltes svage, balancen var dårlig, jeg blev ofte syg og jeg var meget træt. Mere end en lærer så ondt på mig, når jeg på trods af en ihærdig indsats for det modsatte faldt i søvn i timerne. Jeg gik endda så vidt som at overveje tændstikker eller tape ved øjenlågende og udviklede taktikker med at sidde, så jeg slog min albue eller andet, når jeg faldt i søvn. Det var en stor frustration. Da jeg jo var erklæret rask og havde gennemgået fysioterapi efter min behandling mod borelia kunne jeg heller ikke få fritagelse fra gymnastik selvom mine ben og balancen var dårlig. Jo mere jeg pressede mig selv jo værre fik jeg det. efter ½ år måtte jeg opgive kampen. det føltes som et kæmpe nederlag.

Drømmen.

På trods af dette levede drømmen dog videre. selvom jeg ikke havde helbredet til at færdiggøre gymnasiet så kunne jeg vel stadig blive en selvlært forfatter eller kunstner.
jeg arbejdede på et gartneri ½ år, mens jeg fortsatte med at skrive og male i fritiden. mit helbred blev igen en smule bedre og jeg overvejede mine muligheder. Jeg føltes stadig at jeg burde få en uddannelse. Forfatter/kunstnerdrømmen var jo netop det ... en drøm. Noget der altid svævede i mit baghoved og ikke kunne betale regninger.

Fortsætter i næste uge. 

Lidt af hvert.

Havde lidt problemer da jeg idag satte mig ned for at skrive dette indlæg. Ikke fordi jeg manglede emner, men fordi jeg havde svært ved at vælge, hvilket jeg skulle tage op og fortælle om. Luksusproblem - I know. ;o) Og da jeg ikke kunne vælge besluttede jeg at give hovedpunkterne hver deres lille afsnit.

Det sidste farvel

I fredags sagde vi farvel til vores hund Chia. Det hele var overstået på under 5 minutter fra hun fik den første sprøjte med bedøvelse til den sidste udånding. Det var på dette tidspunkt jeg begyndte at græde. Selvom vi vidste at det var det rigtige og Chia virkede som om hun var klar til at give slip, så fjerner det ikke savnet. Hun ligger nu begravet under vores japanske kirsebær og vores hus forvandlede sig til et sted med minder. Gode minder, men de gør stadig ondt. Det som var rutine bliver til savn.

Netop af den grund besluttede jeg mig for at det var bedst at komme væk hjemmefra om lørdagen og få tankerne på noget andet, så jeg ikke gik og var så trist.

Smuttur til Sjælland

Derfor gik turen til Copenhagen Comics. Jeg havde længe overvejet at tage afsted, men kunne ikke rigtig beslutte mig før fredagen, hvor vi sagde farvel til Chia. Derfor pakkede jeg min taske, greb fat i stokken og kæresten kørte mig til Odense banegårdscenter, hvor jeg tog toget til København. Dette lyder måske let nok for de fleste, men jeg har absolut ingen stedsans og glemmer og taber ting. En dag ender jeg nok med at glemme mig selv.
Rejsen derind gik dog perfekt (til min egen overraskelse) og jeg fandt også ind til Øksnerhallen uden de store problemer (endnu en overraskelse). Tellerup havde en stand på messen, så der var muligheden for at snakke med folk jeg kendte og jeg fik købt nye medlemmer til samlingen på reolen. Det var en dejlig dag og lige hvad jeg havde brug for. Rejsen hjem bød kun på et kort øjebliks panik, fordi jeg faldt i søvn og ved opvågningen frygtede jeg var kørt forbi Odense. Det var jeg heldigvis ikke og jeg stod af som planlagt og blev hentet af kæresten. Glemte ikke en eneste ting, selvom der var endnu et kort panikøjeblik da jeg kom hjem, fordi jeg frygtede jeg havde glemt min stok i toget. Den lå dog ude i bilen.

De følgende dage sad jeg med næsen begravet i mine indkøb og læste mere end jeg har gjort i lang tid. Virkelig dejligt. Elsker at læse, men det er som om min egen skrivning har tyvstjålet al min sædvanlige læsetiden. Og dette bringer mig videre til det sidste punkt.

Redigering

Det er et stykke tid siden jeg blev færdig med at skrive første udkast af mit manuskript og derefter skulle videre til redigeringen. Plejer at læse det igennem igen og igen indtil jeg er dødtræt af teksten. Normalvis efter 5-6 gennemlæsning. Dette er min grænse for at teksten nu er redigeret nok igennem. Disse gennemlæsninger bliver normalvis taget i rap lige efter hinanden og jeg plejer at nyde det ... i hvert fald i starten. Denne gang er det ikke tilfældet. Ikke fordi historien ikke er god, men simpelthen fordi jeg trængte til en pause. Nu er jeg dog så småt ved at komme igang med redigeringen igen, fordi jeg har overbevist mig selv om at den skal være færdig, før jeg kan gå igang med at skrive det næste manuskript. Og lysten til at skrive på det er begyndt at dukke op i form af en dæmon som plager mine drømme. Derfor må jeg hellere komme igang ...