torsdag den 26. december 2013

Sidste indlæg 2013

Dette bliver mit sidste indlæg på bloggen i 2013.  Jeg vil gerne ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. Håber at alle har haft en fantastisk juleaften og er ved at være klar til at bevæge sig ud af 2013 og ind i 2014. 

Mit første indlæg i 2014 vil blive et tilbageblik på 2013, men nu springer jeg vist lidt for langt frem.

Jeg vil gerne bruge dette indlæg på at sige mange tusind tak til alle, som har læst Oprører - Dæmondræberen 1 og givet min debutroman en så vidunderlig modtagelse. (Skal nok dele en liste med alle de dejlige anmeldelser i det næste indlæg).

Og sidste men ikke mindst en billede af en af mine største julegaver - Min første bogspotning i en boghandler:



Glædelig jul og godt nytår til alle.

tirsdag den 17. december 2013

Hvad er det med mig og mine mænd...

Beklager det meget sene indlæg, men december måned er travl, når man arbejder i en
blomsterbutik og mit energinivau er vist på minimum.

Og lad mig nu vende tilbage til titlen på dette indlæg:
Nu lyder det som om jeg samler på de dersens mænd og det gør jeg vel også på en måde. I virkeligheden har jeg kun en dejlig mand, men i mit hoved er der flere, hvilket skaber en del problemer.

Dominic

Jeg er gået igang med at skrive på den tredje og sidste bog om Dominic og det er som altid en fornøjelse. Han er typen, som råber "Se mig, se mig, lyt til mig, lyt til mig!" mens han breder vingerne ud og suser gennem mit hukommelsesarkiv. Og jeg har absolut ikke noget imod at lytte til ham eller for den sags skyld se på ham.  På trods af hans flabede kæft, så har han været et vidunderligt selskab og er det stadig. Jeg elsker han nok netop fordi han er sådan en nar og så har jeg jo også muligheden for at kaste mentale sko og andre ting efter ham, hvis han bliver alt for irriterende.
Dette er perfekt, når nu jeg netop er igang med at skrive om ham, men her er mit problem.

Lucien (midlertidigt navn)

Igennem det sidste års tid (eller mere) har en ny ide været igang med at udvikle sig bagerst i mit hukommelsesarkiv. I begyndelsen var det ikke noget problem og Dom og Co blev ikke udfordret af denne ide, men nu er ideen næsten færdigudviklet og med det kom problemet. Lucien er et navn jeg (indtil videre) har givet den mandlige hovedperson i det nye univers. Han er ingen Dominic, men jeg forudser et stormfuldt bekendtskab med ham, for han er allerede begyndt at konkurrere med Dom om min opmærksomhed. Jeg skriver stadig på bog tre, hvor Dom og co har min fulde opmærksomhed, men om natten, når jeg lukker øjnene for at sove, er det en anden sag. Dom har gennem de sidste par år været en tilbagevendende gæst i mine drømme, men nu er Lucien også begyndt at stikke hovedet ind og han er lige så insisterende, som Dom. Jeg bliver ved med at proppe ham ned i hans skuffe i hukommelsesarkivet, men han bliver ved med at flyve op igen. De pokkers mænd. Kvinderne er meget lettere. De fortæller mig bare deres historie og holder sig pænt i baggrunden indtil jeg skal bruge dem.

Men jeg burde vel egentlig ikke klage. Jeg har to lækre mænd i mine drømme, som kæmper om min opmærksomhed.

tirsdag den 10. december 2013

Skrivning Vs. December

Decembermåned er kommet bragende og i søndags var der ild i det andet adventslys. For mit vedkommende er december altid en travl måned fyldt med traditioner og alt for meget jeg gerne vil nå. Derudover er denne måned også en af de travleste, når man arbejder som blomsterbinder (Juleferie hvad er det?). I år havde jeg valget mellem at arbejde juleaftensdag eller nytårsaftensdag. Jeg valgte nytårsaftensdag.


De mere hyggelige traditioner

En af de mere hyggelige, for ikke at nævne velsmagende traditioner er helt bestemt konfektlavning med min mor. Det er en tradition vi har haft siden jeg var helt lille og den holder vi ved. Så hvert år samler jeg en pose med krymmel, chokolade og chokoladekoger og mødes med min mor, så vi kan få produceret en bunke søde fornøjelser. Ifølge hende er jeg ti gange hurtigere end hende, men jeg mener til gengæld også at hendes er mere kunstnerisk, fordi hun nusser mere om hvert stykke. 
På billedet ser I min storproduktion.

Julebag

Det er ikke altid at jeg når at få bagt julekager, men i år er det blevet til både vaniliekranse og pebernødder. Pebernødderne har jeg endda bagt to portioner af, fordi jeg kom til at give den første væk efter jeg kun havde smagt et par stykker. For mig handler julen absolut om at give, så det forsøger jeg. Da vi ikke har særlig mange penge er gaverne dog ofte i den lille hjemmelavede form, men det er jo tanken der tæller.




Julepyntning

Oppyntningen af huset har jeg faktisk slet ikke nået ... endnu. Tiden/energien har bare ikke været til det, så den eneste julepynt består af kalenderlyset og adventskransen. Ikke desto mindre har jeg planlagt at pyntet op i denne uge ... helst inden vi skal holde julefrokost på lørdag.

Dette bringer mig så videre til ...


Skrivning

Sat op imod al juletravlheden sker der næsten ingenting på skrivefronten. Det er ikke fordi lysten og ideerne ikke er der (Har en ret insisterende dæmon, som råber af mig på daglig basis). Jeg har bare ikke energien til det, når jeg skal forsøge at nå alt det andet oveni at mit helbred ikke er så godt for tiden. Bliver nok nødt til at afsætte en dag, hvor jeg ignorere alt andet og bare placere mig foran computeren, låser døren, slukker telefonen og skriver. Suk. Det ville være dejligt. 

torsdag den 5. december 2013

Anmeldelse, avisinterview

Jeg beklager det manglende indlæg i tirsdags, forsøger ellers at lægge et op hver tirsdag, men jeg har ligget syg og min hjerne tog samtidig et par fridage. Eller sådan føltes det i det mindste. Jeg melder mig ikke syg med mindre det er virkelig slemt, eller jeg skal kæmpe mod mere end en sygdom af gangen.

Men, hvis man nu endelig skal være syg så er der absolut ikke noget, der varmere mere end når man læser endnu en fantastisk anmeldelse af Oprører og når man opdager sig selv i avisen.

Anmeldelsen kom fra Boghunden og kan læses her: http://boghunden.dk/?p=1394
Det er ret svært at forklare, hvor meget det betyder for mig, når jeg læser den slags anmeldelser. Jeg elsker at skrive og ville gøre det selv, hvis jeg ikke var blevet udgivet, men det at blive udgivet var selvfølgelig den store drøm. Når det jeg har skabt efterfølgende får så vidunderlige anmeldelser er følelsen ubeskrivelig. Opfyldelsen af endnu en drøm.


Derudover var jeg også i lokalavisen igår. Det er altså for vildt underligt at se og læse om sig selv i avisen.