tirsdag den 28. maj 2013

Følelsen af et knust hjerte

Det er meget længe siden at jeg sidst følte at mit hjerte var knust. Det er en underlig tom fornemmelse i brystet, som om hjertet der før i tiden var der er forsvundet eller ikke fungere helt som det skal.

Så kan man tale om at virkeligheden bryder ind

For ca. 14 dage siden skrev jeg om når virkeligheden forstyrre en i skriveriet med bekymringer og så fortalte jeg om vores to katte, som gjorde mig bekymrede da de begge måtte til dyrlægen. Nu er der kommet endnu en bekymring og denne gang har den knust mit hjerte. Derfor vil det være på sin plads at jeg præsentere:

Chia aka Tøsen, Tøsepigen, Chiapigen, Stinky og Møghunden

Hun er vores næsten ti år gamle hund. Chia er en rottweiler/labradorblanding, men lige fra den første dag vi fik hende vidste vi at det var rottweilergenerne som var de dominerende. Dette har givet årsag til en del kampe gennem årerne. En af dem resulterede i at jeg fik en mild hjernerystelse, fordi hun trak mig omkuld, så jeg slog hovedet ned i asfalten. Hun er dominerende, det der med at lade andre hunde bestemme over sig har aldrig været hende og selv når der var hanhunde på besøg var det hende som styrede legen. Hun har tre forskellige formere for knurren: En der siger "jeg er glad for at se dig og ih, hvor har jeg savnet dig. Den anden siger: "Jeg advare dig. Jeg vil ikke gøre dig noget, men hvis du ikke flytter dig, så kan jeg finde på at nappe. Den tredje siger: "Mit område. Hvis du så meget som stikker hånden hen til mig, så bider jeg. Den sidste form har vi heldigvis aldrig set så meget til. Kattene er dog meget kendte med den anden form. Hun elsker at lege både udenfor og indenfor med en af sine elskede bamser, som jeg tålmodigt har syet gang på gang, når de fik nye huller. Hun elsker at køre i bil. Hun bryder sig ikke meget om at stikke hovedet ud af de åbne vinduer i siden, men vil meget gerne kunnefølge med i hvor vi kører hen. Og så kan hun være en stor gnavpot. Når vi har sagt godnat og hun ligger i sin kurv, så er der ikke mere pjat. Der snakker vi ikke. Derudover er hun en af de mest kærlige, rolige hunde. Hun har altid beskyttet vores hjem og så vid vides behandlet sine babysittere godt.

Nu da præsentationen er overstået vil jeg komme videre til årsagen. I fredags tog vi til dyrlægen med hende fordi hun tydeligvis havde ondt og helst ikke ville bevæge sig. Vi havde forberedt os på at det nok ville være dårlige nyheder da hun over de sidste par år er begyndt at få knuder. Det var dårlige nyheder. Hun har det de kalder underlivsbetændelse og det kan hun behandles med en operation til 10.000 hvor hun får fjernet underlivet. Selvom vi ikke er rige ville vi gernehave betalt pengene, hvis dyrlægen kunne garantere at hun ville få det godt, men der var ingen garantier og Chia er allerede en gammel hund. Derfor tog vi beslutningen om at vi ikke ville forsøge at holde hende i live for vores egen skyld og hun fik en tid til på fredag i denne uge, så vi havde en uge til at sige farvel og forkæle hende. Derfor køre vi en sidste tur med vores hund på fredag og siger farvel med knuste hjerter.

tirsdag den 21. maj 2013

Hvem skal man vælge ...

Drengelitteraturprisen


I forbindelse med at drengelitteraturprisen er blevet slået op inde på kulturstyrelsens hjemmeside skulle Anika Eibe, som løb med en delt førsteplads for hendes novelle Colosseum og jeg var vildt begejstret på hendes vegne. Det er altid vidunderligt, når en ven vinder en konkurrence, får en ny bog udgivet eller lignende. Og samtidig blev der tændt for en lille stemme i mit baghoved, som hviskede: Hvis konkurrencen vender tilbage næste år, så deltager du vel? Tænk nu hvis du også kunne vinde? Du burde virkelig komme på en god historie. Du burde allerede gå igang med at udtænke en nu ... osv. 
jeg da også have sende mit bidrag i år. Sidste år var det

Ideen

Og jeg tænkte da også og forkastede indtil flere ideer, før jeg arkiverede folderen "Drengelitteraturprisen 2013" i en skuffe i mit hukommelsesarkiv.  Ved regelmæssige lejligheder gik jeg så igang med at gennemsortere nye og gamle ting, som muligvis kunne bruges og samlede dem i folderen. Og så en da var den der bare. Ideen! Jeg var godt nok i virkelig god tid, men den blev ved med at presse på indtil jeg til sidst skrev den efter sidste års kriterier. Den blev skrevet færdig på en enkelt dag og jeg var tilfreds og gemte den, så den kunne hives frem når det blev tid.

Den lille lille perle

Så blev det tid og jeg hev igen novellen frem, læste den igennem og tilføjede nye rettelser, så den blev helt perfekt. Den var stadig min lille perle med understregning af lille. Der var kommet nye kriterier til konkurrencen i år og istedet for at skulle nøjes med 1500 ord kunne man nu fråse med 2500. Jeg forsøgte at presse flere ord på min lille perle og få den til at vokse, men den havde det fint med at være lille og nægtede at samarbejde. Men jeg var bekymret. Hvordan ville min lille perle klare sig, hvis den blev sat op imod længere og mere detaljerede historier. Ville den blive kasseret ved enden af køen, fordi den ikke nåede højdegrænsen og derfor ikke fik lov til at stige på rutsjebanen sammen med de større børn?

Endnu en ide

En ny ide dukkede op. Elskede stadig min lille perle, men måske ville den passe bedre ind et andet sted? Den nye ide tog form. Ikke så hurtigt som den lille perle, men med en del mere panik, hvor jeg en smule febrilsk rodede arkivskabene igennem i mit hukommelsesarkiv og samlede små bidder her og små bidder der indtil jeg til sidst stod med den færdige ide. Den gjorde mig ikke nær så begejstret som den lille perle i sin tid, men skulle da bestemt have en chance. Desuden blev den ved med at plage mig. Det tog mig mere end en uge at skrive den færdig og jeg måtte ændre i det et par gange, men nu er den så godt som færdig og så står jeg med problemet ...

Hvem skal jeg vælge ...

tirsdag den 14. maj 2013

Balancen mellem virkelighed og fantasi

Når virkeligheden griber ind

Det er ikke altid let at holde sig på den rette kurs, når man skriver. Specielt ikke, når virkeligheden forstyrre.
Når jeg skriver gør jeg det normalvis med høretelefonerne på, så jeg kan blokere af for virkeligheden og leve mig ind i fantasien, men når man er fyldt med bekymringer er det ikke altid lige let.

Spolerede planer

Jeg havde lagt de helt store skriveplaner for de sidste par uger, men så kom bekymringerne. Mit eget helbred er ikke det bedste, men der har jeg lært at leve med udsvingninger. Det er dog en helt anden sag, når det kommer til vores katte. De er en stor inspirationskilde for mig så før jeg fortsætter vil jeg da lige give en lille præsentation:



Sofus aka. Sofus den grusomme, skarface, minipanter og møgkat.


Er vores ældste kat. Han er en kastereret hankat på ca. 8 år og vores lille sociale panter og jæger. Han besøger alle naboerne og lader villigt gæster kæle med sig og hvis de ikke gør det frivilligt så er han ikke sky for at hoppe op på skødet af dem. Han fanger alt fra mus og rotter til fugle og flagermus. En enkelt gang har jeg endda set ham gøre sig forsøget med en fasan (dog uden resultat). Når han går en tur i haven skrapper alle fuglene af ham.
Han kan også være lidt af en arrigprop, som bestemt ikke er bange for at sige sin mening enten med hvæs eller en klofyldt pote.
I hans unge dage var han lidt af en strejfer (på trods af de klippede kugler) og jeg måtte en enkelt gang hente ham på en gård 17 km fra vores hjem, efter 3 ugers fravær. Kan ikke understrege, hvor vigtigt der er at give sin kat halsbånd på med tegn.
Hver nat ruller han sig sammen til en kugle og sover enten i min eller kærestens seng.


Totuga aka. lille tøs, plysmås og lortekat.

Er vores yngste kat. Hun er en steriliseret hunkat på ca. 2 år og vores lille sky vildkat og fluefanger. Hun gemmer sig, når vi får gæster og bevæger sig helst ikke ud i dagslys. Hun snakker næsten kun med mig, men det hygger vi os også med hver morgen og aften i sofaen og når jeg sidder ved computeren kan hun godt finde på at komme ind og lægge sig mellem mig og tastaturet. Om sommeren er hun den store fluejæger og jagter ivrigt enhver flue der vover sig ind i vores hus.
Vi fik hende fra nogle venners gård fordi de vidste at vi gerne ville have en langhåret kat og det er hun så sandelig. Vi ved ikke hvilken slags blanding hun er, men hun minder meget om en main coon eller en norsk skovkat.
Om natten sover hun gerne under sengen, nede i min fodende eller ved siden af min hovedpude.


Bekymringerne

Nu hvor de er præsenteret vil jeg hoppe videre til bekymringerne. Sofus havde for et par uger siden en byld over det ene øje, så vi bragte ham (om lørdagen) til dyrelægen, hvor bylden blev trykket (ad) og han fik en masse medicin.
Nu er det så Tortuga vi måtte afsted med idag, men hun var ikke nær så let at behandle, så nu venter vi på svar fra dyrelægen om de fandt noget i hendes blodprøver. De sidste par dage har hun haft problemer med balancen og opført sig som om hun har fået en smule for meget at drikke og så kunne dyrelægen konstatere at hun havde feber. Derudover er hun dog helt normal og opfører sig som sædvanligt. Men jeg må jo bare krydse fingre og håbe på det bedste.


tirsdag den 7. maj 2013

Lige et lille ekstra.

Hvad Helvede er det for nogle link/reklamer som dukker op i noget af det jeg skriver. Er jeg da bare så lam i roen, at jeg har accepteret et eller andet uden at vide det eller hvad? Vil gerne understrege at jeg IKKE har lavet dem.

It´s alive.


Genoplivningen.


Jeg beklager meget at bloggen har været fuldstændig død og uopdateret i ... puha ... alt for lang tid. Jeg har haft så meget der lige skulle nås, at bloggen kom i baggrunden, men der er også sket en del, så jeg kan vel lige så godt starte fra en ende af.

Debutroman

Udgivelsesdatoen på min debutroman - Oprører - er blevet rykket til 10 Oktober i stedet for Juni. Det er jo hvad der sker. ;o) Men så er der også mere tid til at gøre den helt perfekt. Det er blandt andet den som har krævet min tid. Har været nedsunket i manuspleje og endte med en arm som var fuldstændig slatten og knogleløs. Ellers sådan føltes den i det mindste. Det rykker dog fremad, så i det mindste fik jeg ikke slattenarm uden grund.

Fortsættelsen.

Har også haft travlt med at skrive på fortsættelsen til Oprører og er langt om længe blevet færdig med at skrive på det første udkast. Nu skal der bare redigeres, redigeres, redigeres ...

Virkeligheden

Derudover har virkeligheden også banket på indtil flere gange. Arbejde, koncert/koncert som blev aflyst, panik over billetter, 15 årsdag med min kæreste, ny reolvæg i mit kontor, som er blevet sat ind og allerede fyldt op med mine bøger, en kat som skulle til dyrelægen og nu har det godt, men har fået kælenavnet scarface (i hvert faldt indtil håret igen gror ud) og et virkelig lavt energinivau.

Men ...

Nu er jeg tilbage på rette kurs og har afsat en ugentlig dag, hvor jeg laver et blog indlæg. It's Alive ... again. ;o)