Dette bliver mit sidste indlæg på bloggen i 2013. Jeg vil gerne ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. Håber at alle har haft en fantastisk juleaften og er ved at være klar til at bevæge sig ud af 2013 og ind i 2014. Mit første indlæg i 2014 vil blive et tilbageblik på 2013, men nu springer jeg vist lidt for langt frem. Jeg vil gerne bruge dette indlæg på at sige mange tusind tak til alle, som har læst Oprører - Dæmondræberen 1 og givet min debutroman en så vidunderlig modtagelse. (Skal nok dele en liste med alle de dejlige anmeldelser i det næste indlæg). Og sidste men ikke mindst en billede af en af mine største julegaver - Min første bogspotning i en boghandler:
Beklager det meget sene indlæg, men december måned er travl, når man arbejder i en
blomsterbutik og mit energinivau er vist på minimum. Og lad mig nu vende tilbage til titlen på dette indlæg: Nu lyder det som om jeg samler på de dersens mænd og det gør jeg vel også på en måde. I virkeligheden har jeg kun en dejlig mand, men i mit hoved er der flere, hvilket skaber en del problemer.
Dominic
Jeg er gået igang med at skrive på den tredje og sidste bog om Dominic og det er som altid en fornøjelse. Han er typen, som råber "Se mig, se mig, lyt til mig, lyt til mig!" mens han breder vingerne ud og suser gennem mit hukommelsesarkiv. Og jeg har absolut ikke noget imod at lytte til ham eller for den sags skyld se på ham. På trods af hans flabede kæft, så har han været et vidunderligt selskab og er det stadig. Jeg elsker han nok netop fordi han er sådan en nar og så har jeg jo også muligheden for at kaste mentale sko og andre ting efter ham, hvis han bliver alt for irriterende. Dette er perfekt, når nu jeg netop er igang med at skrive om ham, men her er mit problem.
Lucien (midlertidigt navn)
Igennem det sidste års tid (eller mere) har en ny ide været igang med at udvikle sig bagerst i mit hukommelsesarkiv. I begyndelsen var det ikke noget problem og Dom og Co blev ikke udfordret af denne ide, men nu er ideen næsten færdigudviklet og med det kom problemet. Lucien er et navn jeg (indtil videre) har givet den mandlige hovedperson i det nye univers. Han er ingen Dominic, men jeg forudser et stormfuldt bekendtskab med ham, for han er allerede begyndt at konkurrere med Dom om min opmærksomhed. Jeg skriver stadig på bog tre, hvor Dom og co har min fulde opmærksomhed, men om natten, når jeg lukker øjnene for at sove, er det en anden sag. Dom har gennem de sidste par år været en tilbagevendende gæst i mine drømme, men nu er Lucien også begyndt at stikke hovedet ind og han er lige så insisterende, som Dom. Jeg bliver ved med at proppe ham ned i hans skuffe i hukommelsesarkivet, men han bliver ved med at flyve op igen. De pokkers mænd. Kvinderne er meget lettere. De fortæller mig bare deres historie og holder sig pænt i baggrunden indtil jeg skal bruge dem. Men jeg burde vel egentlig ikke klage. Jeg har to lækre mænd i mine drømme, som kæmper om min opmærksomhed.
Decembermåned er kommet bragende og i søndags var der ild i det andet adventslys. For mit vedkommende er december altid en travl måned fyldt med traditioner og alt for meget jeg gerne vil nå. Derudover er denne måned også en af de travleste, når man arbejder som blomsterbinder (Juleferie hvad er det?). I år havde jeg valget mellem at arbejde juleaftensdag eller nytårsaftensdag. Jeg valgte nytårsaftensdag.
De mere hyggelige traditioner
En af de mere hyggelige, for ikke at nævne velsmagende traditioner er helt bestemt konfektlavning med min mor. Det er en tradition vi har haft siden jeg var helt lille og den holder vi ved. Så hvert år samler jeg en pose med krymmel, chokolade og chokoladekoger og mødes med min mor, så vi kan få produceret en bunke søde fornøjelser. Ifølge hende er jeg ti gange hurtigere end hende, men jeg mener til gengæld også at hendes er mere kunstnerisk, fordi hun nusser mere om hvert stykke. På billedet ser I min storproduktion.
Julebag
Det er ikke altid at jeg når at få bagt julekager, men i år er det blevet til både vaniliekranse og pebernødder. Pebernødderne har jeg endda bagt to portioner af, fordi jeg kom til at give den første væk efter jeg kun havde smagt et par stykker. For mig handler julen absolut om at give, så det forsøger jeg. Da vi ikke har særlig mange penge er gaverne dog ofte i den lille hjemmelavede form, men det er jo tanken der tæller.
Julepyntning
Oppyntningen af huset har jeg faktisk slet ikke nået ... endnu. Tiden/energien har bare ikke været til det, så den eneste julepynt består af kalenderlyset og adventskransen. Ikke desto mindre har jeg planlagt at pyntet op i denne uge ... helst inden vi skal holde julefrokost på lørdag. Dette bringer mig så videre til ...
Skrivning
Sat op imod al juletravlheden sker der næsten ingenting på skrivefronten. Det er ikke fordi lysten og ideerne ikke er der (Har en ret insisterende dæmon, som råber af mig på daglig basis). Jeg har bare ikke energien til det, når jeg skal forsøge at nå alt det andet oveni at mit helbred ikke er så godt for tiden. Bliver nok nødt til at afsætte en dag, hvor jeg ignorere alt andet og bare placere mig foran computeren, låser døren, slukker telefonen og skriver. Suk. Det ville være dejligt.
Jeg beklager det manglende indlæg i tirsdags, forsøger ellers at lægge et op hver tirsdag, men jeg har ligget syg og min hjerne tog samtidig et par fridage. Eller sådan føltes det i det mindste. Jeg melder mig ikke syg med mindre det er virkelig slemt, eller jeg skal kæmpe mod mere end en sygdom af gangen.
Men, hvis man nu endelig skal være syg så er der absolut ikke noget, der varmere mere end når man læser endnu en fantastisk anmeldelse af Oprører og når man opdager sig selv i avisen.
Anmeldelsen kom fra Boghunden og kan læses her: http://boghunden.dk/?p=1394
Det er ret svært at forklare, hvor meget det betyder for mig, når jeg læser den slags anmeldelser. Jeg elsker at skrive og ville gøre det selv, hvis jeg ikke var blevet udgivet, men det at blive udgivet var selvfølgelig den store drøm. Når det jeg har skabt efterfølgende får så vidunderlige anmeldelser er følelsen ubeskrivelig. Opfyldelsen af endnu en drøm.
Derudover var jeg også i lokalavisen igår. Det er altså for vildt underligt at se og læse om sig selv i avisen.
Her kommer så det oprindelige indlæg, som nu er blevet det ekstra. Som jeg afslørede i sidste indlæg kommer det til en forandring ikke til at handle om skrivning ... Eller det gør det vel på en måde, da det band jeg var til koncert med har lagt soundtrack til det meste af Oprører - Dæmondræberen.
Must do.
For cirka et år siden bestilte jeg spændt mine vip-billetter til Black Veil Brides koncert i Danmark. Den skulle oprindeligt have været afholdt i april, men pga. sygdom blev den aflyst og istedet flyttet til søndag d. 24/11. Årsagen til at jeg havde købt vip-billetter var fordi jeg meget gerne ville have bandet til at signere i mit eksemplar af Oprører (hvis ikke selve bogen, så den oprindelige kladde). Nu havde jeg jo trods alt lyttet til deres musik, mens jeg skrev og de hjalp med at lægge tempoet på tasterne og holdt mig igang. Derfor virkede det i mit hoved passende at de skrev i mit eksemplar.
Rejsen
Nu er jeg jo lidt af en klaphat, når det kommer til at finde rundt. Desuden er mine ben ikke særlig gode for øjeblikket og det var min første koncert (hvis man ikke medregner festival), så det var med en del nervøsitet, at jeg begav mig afsted med toget mod København med stokken i hånden. Kom til at sidde på gulvet hele vejen (husk pladsbestilling), men nåede da hel til København hovedbanegård, hvor jeg efter en smule forvirring endte med at tage en taxi til Vega, hvor koncerten blev spillet. Havde egentlig tænkt mig at købe noget at spise på banegården, men var så nervøs for at komme for sent, at jeg ikke nåede det.
VIP-køen (Meet n' Greet)
Jeg ankom og fik øje på en lang kø af mennesker. Var ret sikker på at det ikke var den jeg skulle stå i, så jeg gik på jagt efter Vip-køen, fandt den og kunne så vente sammen med de andre vipper. Inden der var gået 15 minutter hundefrøs jeg som bare pokker og da vi blev lukket ind efter ½ time var jeg gennemkold. Ved af erfaring, at når jeg når til et vist nedkølingspunkt, så er det næste umuligt for mig at genfinde varmen. Derfor rystede jeg stadig af kulde, da vi havde afleveret overtøj og stod i kø for at komme hen til bandet og får signeret vores ting og sager. Jeg snakkede med nogle enormt søde mennesker og det var faktisk ganske hyggeligt (selvom jeg stadig frøs og var virkelig sulten). Jeg var blandt nogle af de sidste i køen og endelig nåede jeg frem til bandet, som signerede Oprører (tror nok at jeg lød lidt smådum, men min hjerne var vist også frosset til is). Blev komplimenteret på min hat (var iført min grå bowler) og med bogen og så gik turen videre ind i koncertsalen. Har på fornemmelsen, at jeg må have virket ret travl, men som sagt jeg frøs, var nervøs og desuden var jeg nu så sulten, at jeg kunne spise en arm. (Satsede på at bandet skulle bruge deres og det ville bestemt have sendt det forkerte indtryk, hvis jeg gik igang med at gnave i min egen)
Opvarmning
Der var to opvarmningsband før Black Veil Brides og på nuværende tidspunkt kunne jeg godt mærke at mine ben ikke var overvældende gode. Derfor fandt jeg en sofa at sidde i, mens de spillede og prøvede at luske mig til lidt varme fra radiatoren bag sofaen. Det havde ikke den store effekt og derfor endte jeg med at gå ned og købe en hættetrøje i oversize(havde egentlig ikke planlagt at købe noget). Den hjalp og da bandet gik på var jeg endelig ved at få varmen igen.
Koncerten
Selvom jeg indtil nu til tider havde følt mig lidt malplaceret, da jeg var taget alene til koncert og derfor ikke havde en ven at snakke med, forsvandt denne følelse fuldstændig, da Black Veil Brides gik igang med at spille. Jeg var virkelig glad for at min kæreste havde givet mig nogle ørepropper med, så jeg kunne høre bandet, for hold da fast, hvor var der gang i publikum. Der blev sunget med, så taget næsten lettede og stemningen var så smittende, at jeg virkelig ærgede mig over at mine ben ikke tillod at jeg hoppede for meget. Det var muligvis min første koncert på et spillested, men bliver helt bestemt ikke den sidste.
Rejsen hjem.
Med en smule hjælp fra andre koncertdeltagere fandt jeg tilbage til Hovedbanegården, fik en billet og påbegyndte turen hjemad. I toget mødte jeg andre, som også var på vej mod Odense og de hjalp mig med at forblive vågen. Takket være hættetrøjen havde jeg en dejlig lun hjemrejse.
Dagen derpå.
Mandagen blev tilbragt i zombietilstand. Jeg følte mig enormt slatten, øm og træt, men det var en fantastisk oplevelse, så det er bestemt ikke sidste gang jeg tager til en koncert. Ps. Ville også gerne have lagt en af de videoer ind, som jeg optog under koncerten, men jeg er ikke kun en klaphat, når det gælder at rejse og finde rundt.
Havde egentlig planlagt et andet indlæg til idag, men denne anmeldelse skulle bare lige vises frem. Derfor bliver det til to indlæg i denne uge og jeg starte ud med dette. Anmeldelsen kan læses på følgende link: http://www.cautious.dk/?p=13943 Jeg havde som sagt planlagt et andet indlæg om den koncert jeg var til i søndags og på grund af koncerten var jeg godt nok en smule slatten i går. Ikke desto mindre fik denne anmeldelse mig til at sidde og smile virkelig stort resten af dagen. Der er ikke noget, som betyder mere for mig, end når jeg høre at en læser har nydt at læse bogen. Den slags er simpelthen uvurderlig.
Jeg skriver lige endnu et indlæg om konkurrencen om et signeret eksemplar af Historier for drenge - Tøser ingen adgang.
Vind!!!
Blev efter jeg havde sat konkurrencen igang gjort opmærksom på, at det jo ikke er alle der kan deltage, da det jo ikke er alle, som er på facebook. Derfor vil jeg tillade mig at tilføje en smule. Håber det er i orden? Hvis man ikke har en facebook profil og derfor af indlysende årsager ikke kan 'synes godt om' min facebookside og skrive en kommentar på den (Husk at smide en kommentar om, hvorfor du/I skal vinde) så er det også muligt at finde mig på twitter, hvor det samme princip gælder: Følg mig (lyder en smule creepy) og skriv i en besked, hvorfor du/I skal vinde bogen. Konkurrencen slutter som tidligere fortalt den 6 December.
Så kom den: Den frygtede lektørudtalelsen på Oprører - Dæmondræberen 1. Nu ved jeg endnu ikke så meget om det (debutant og alt det der ... dog ikke i hvid strutkjole) men så vidt jeg har forstået er lektørudtalelsen utrolig vigtig, da den er afgørende for hvor godt bibliotekssalget bliver. Derfor havde jeg frygtet den en smule (Bemærk underdrivelsen). Da Oprører er min debutroman var jeg næste forberedt på det værste og jeg er rimelig god til at forstille mig. Ikke desto mindre var alle mine grumme forstillinger uden grund. Min lektørudtalelse er kommet og den er bedre end jeg havde håbet. Der er nogle regler for hvor meget man må offentliggøre (kun 10%) og for at være helt ærlig er jeg hunderæd for at overtræde den ved en fejltagelse pga. min begejstring. Men 16 ord er vel under de 10%.
... historiens rammer fungere og undertegnede slugte bogen på kort tid. Bogen vil bestemt finde sit publikum.
Og med denne lektørudtalelse (selvfølgelig mere end de 16 0rd) håber jeg virkelig at kunne sige: Biblioteker - Here I come! Eller måske nærmere: Her kommer Dominic! ... Eller måske bare ... være sød at få min bog, så den kan blive lånt af de muntre biblioteksgængere.
Konkurrence
For at fejre lektørudtalelsen (og den hastigt nærmede jul) vil jeg gerne bortlodde et eksemplar af Historier til drenge (tøser ingen adgang), hvor jeg selv har en novelle med. Og jeg signere selvfølgelig eksemplaret med en personlig hilsen til vinderen.
Lige lidt om bogen:
I 2011 lancerede Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning Drengelitteraturprisen.
Formålet med Drengelitteraturprisen er at styrke drengenes læselyst og få drenge på 4.-7. klassetrin til at læse mere.
En række danske forfattere giver her deres bud på letlæselige historier til drengene. Historierne deltog alle i Drengelitteraturprisen 2013.
Indeholder desuden vindernovellen fra 2012 Colosseum af Anika Eibe.
Som jeg nævnte har jeg selv en novelle med, som hedder: Goodbye, og selvom den ikke nåede med til præmierunden, så kan jeg nu stadig rigtig godt lide den og gyser en smule, hver gang jeg læser den. Hvis det kan have interesse og I/du ønsker at vinde en tidlig julegave, så skal I/du bare gå ind på min facebook forfatterside, synes godt om den og ganske simpelt fortælle, hvorfor I/du skal vinde bogen. Konkurrencen løber indtil 6 December 2013, hvor jeg udvælger den heldige vinder. Hvis man ikke kan vente eller ikke tør at tage chancen, så kan bogen også købes på Tellerups hjemmeside til den vidunderlige tilbudspris: 99,95,- Ps. Hvis I er interesserede i at vinde et signeret eksemplar af Oprører, så har en veninde og medblogger for øjeblikket en konkurrence kørende på sin blog, hvor jeg har doneret et signeret eksemplar. I kan finde den her: http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk/2013/10/giveaway-22.html
Som lovet kommer her det sidste indlæg om Bogforum 2013.
Lørdag
Godmorgen
Efter en ret urolig nat rullede jeg ud af sengen kl. 7.00 og vaklede i zombietilstand hen for at slukke for mit vækkeur. Er ikke vant til at stå tidligt op, da jeg normalvis først møder på arbejde kl. 12.30 og desuden er jeg vist et gigantisk b-menneske (Natteskriver). Jeg delte værelse med Pernille Eybye og vi påbegyndte den forudaftalte klargørning (Når jeg siger "forudaftalte" mener jeg ikke at vi ordnede hinandens hår og makeup, men at vi begge fik mulighed for at gøre os klar uden den vilde panik eller trippen foran badeværelsesdøren). Jeg var dog allerede nervøs og det blev ikke bedre, da jeg var i bad og blev ved med at slukke for vandet med måsen, hver gang jeg bukkede mig. Måske var det på grund af disse ufrivillige vandpauser, at jeg først fandt ud af at jeg havde pakket en bodylotion istedet for en bodyshampoo ... efter jeg havde smurt den ind i huden. Ikke desto mindre nåede jeg at blive færdig på badeværelset, fik tøj på, ordnet hår, lagt makeup og pakkede det meste af min baggage. Turen fortsatte til morgenmadsbordet. Den var vist nok ganske udemærket, men jeg kan faktisk ikke huske hvordan den smagte. Selvom jeg forsøgte at skjule det, så var jeg ved at blive virkelig nervøs og drak endda kun to små kopper kaffe.
Afgang, ankomst, fotoshoot og familie.
Efter morgenmaden og den sidste pakning tjekkede vi ud fra hotellet, fik ompakket bilen (på turen til hotellet om fredagen sad jeg med det ene hjul til min rulleracer, fordi der ikke var plads til det bagi) og begav os tilbage mod Bogforum. Nervøsiteten blev ikke mindre, men heldigvis har jeg nogle vidunderlige skrivebuddies, som var gode til at aflede mine tanker. Vi nåede frem og satte direkte kurs mod Tellerups stand, hvor vi startede ud med at få taget nogle billeder (I kan se bag kameraet på Anika Eibes blog). Det gik vist ganske godt, selvom jeg ikke kunne lade være med at smile. Må virkelig til at lære hvordan jeg holder op med det ... specielt når smilet bevæger sig ud i den type, der ser småpsykotisk ud. Jeg fik skrevet et par forud-signeringer og så ankom mine forældre med roser (Den røde langstilkede slags) og kram. Jeg har virkelig en dejlig familie og det var første gang de var på Bogforum. De nød det vist begge og endte med at komme hjem med et mindre læs bøger. Klokken nærmede sig 12 og jeg blev mere og mere nervøs. Nåede ud at ryge en enkelt gang og da jeg vendte tilbage var der blevet sat bord, stol, skilt, bøger og banner frem. Panik. Et øjeblik tror jeg faktisk at min hjerne skreg: FLYGT!
Signering og en dejlig mand
Jeg placerede min bagdel i stolen og forstillede mig at jeg var limet til den. Bare så jeg ikke i ren nervøsitet sprang op og styrtede afsted indtil jeg blev taklet af mine egne ben. Begyndte allerede at skæve til alle store tasker (i tilfælde af rådden frugt) og frygtede på den anden side, at der slet ikke ville komme nogen. Men det gjorde der og ingen medbragte rådden frugt. Kan kun sige tusind tak til de vidunderlige søde læsere/købere der kom forbi for at få min signatur og jeg beklager hvis jeg ikke snakkede særlig meget. Har endnu ikke mestret talentet at skrive og snakke på samme tid. Hvis jeg skal være helt ærlig var jeg glad for at jeg overhovedet kunne finde ud af at skrive mit eget navn. Pludselig dukkede min dejlige kæreste op med favne fuld af røde roser (den dejlige mand jeg har dedikeret Oprører til. Livesize fantasimand og virkelige mand på samme sted ... kan man forlange mere?) og medbragte min søde svigermor. Var stadig springfyldt med nervøs energi, men fik vist givet nogle kys (ikke til svigermor, men til kæresten). Signeringen fortsatte og endnu engang må jeg takke køberne af Oprører mange tusind gange, fordi jeg ikke behøvede at sidde alene alt for ofte. Og tak til mine skrivebuddies, venner, kæreste og familie og Tellerup, fordi de var der til at støtte mig indtil timen var gået og jeg kunne springe op fra stolen.
Meet n' greet hos Boggnaskerne
Nu var klokken over 1. Jeg var hundesulten, hamrende nervøs, skulle tisse og trængte til en cigaret. Efter jeg lige havde stået og snakket en smule mere ved Tellerups stand, fået hilst lidt bedre på kæresten og overfaldet en køber af min bog for at give hende en signatur (Undskyld, Nanna) satte jeg kurs mod toilet og udgangen. Var simpelthen for nervøs til at prøve at få noget at spise. Derfor ordnede jeg kun det mest pressende, før jeg skubbede rulleraceren afsted mod Boggnasker.dk's stand og nåede den ti minutter i to. Der var travlt, så jeg placerede mig selv i kørestolen (aka. medbragt siddeplads) ved siden af standen og ventede til nogen fik øje på mig eller jeg selv turde gøre opmærksom på mig selv. Heldigvis blev jeg opdaget og flyttede op på en stol ved bordet der stod midt i deres stand. Det næste stykke tid sad jeg og snakkede om at skrive fantasy, min bog, aktionscener og lign. Håber virkelig at dem jeg snakkede med fik noget ud af det jeg sagde, for jeg var så nervøs at jeg på nuværende tidspunkt kun husker små bidder af det der kom ud af min mund. Da tiden var gået sprang jeg op fra stolen. Ville egentlig gerne været blevet længere, men på daværende tidspunkt skreg min mave så meget efter mad at jeg ikke længere kunne overhøre den. Desuden har jeg også en slem tendens til at blive gnaven, hvis jeg er virkelig sulten. Derfor mente jeg at det var bedst, hvis jeg undlod at udsætte boggnaskerne for min: Jeg er så sulten at jeg gnaver din arm af, hvis du ikke fodre mig-tilstand. Et stort tak til Boggnaskerne, fordi de ville have mig på besøg og gad at lytte til mig. Håber at I fik noget ud af det. Jeg hyggede mig i hvert fald.
Afslutning
Jeg vidste ikke hvor hverken familie eller skrivebuddies var, men satsede på at finde dem, hvis jeg bevægede mig ned til Tellerups stand. Ganske rigtigt. Efter kort tid fandt jeg dem en efter en og kom ud for at få noget at spise. Et par meget tørre pølsehorn var ren Gudespise. Mine forældre, kæresten og svigermor sagde farvel og tog rulleraceren med, så jeg ikke skulle tænke på at fragte den med hjem. Var en smule bekymret for mine ben, for de var ikke helt friske, men besluttede at det nok skulle "gå". Efter de sidste indkøb, snakken og signeringer var det tid til at tage hjem. Mine ben var på det tidspunkt ved at udvikle sig til det værre og jeg kunne mærke at hvis der gik en time mere, så ville de knække sammen under mig. Derfor var jeg klar, da vi tog den sidste afsked med kollegaer, redaktør osv. Jeg vinkede farvel til livesize Dominic (Vi ses i mine drømme) og vi bevægede os ud til bilen og kunne tage turen hjem med de forskellige aflæsninger undervejs.
Bogforum 2013
Mit bogforum 2013 var slut og sikke et vidunderligt eventyr der blev afsluttet med pizzaspisning hjemme ved mine svigerforældre. Det var en fantastisk oplevelse på trods af nervøsitet og dårlige ben. Altid dejligt at være i selskab med skrivebuddies, venner, kollegaer og tonsvis af bøger. Tusind tak til alle, fordi de havde tålmodighed med klodsede, nervøse, storsmilende mig. Glæder mig allerede til næste år.
Mit rov
Nåede ikke at få købt så meget, som jeg gerne ville (det gør jeg aldrig, men kan jo ikke have råd til alt). Jeg havde d0g alligevel en smule med hjem:
Ps. Hvis I er interesserede i bogen i øverste venstre hjørne (Historier til drenge), så læs i ekstra ekstra indlægget på lørdag.
Ikke overraskende kommer denne uges indlæg til at handle om Bogforum 2013, som blev afholdt i weekenden. Som jeg nævnte i de sidste par indlæg har jeg jeg set frem til disse dage med stor glæde og muligvis en lille bitte anelse nervøsitet. Her kommer min fulde beretning om Bogforum, min første signering og meet n' greet ved Boggnaskernes stand. Derfor kommer det i to indlæg (Kan bare ikke begrænse mig). Skal lige hilse og sige, at jeg havde planlagt at se mystisk og spændende ud til Bogforum, men måtte opgive, da jeg ikke kunne holde op med at smile. Tror faktisk at mine kæbemuskler var ved at sætte sig fast på et tidspunkt.
Fredag
Baggage og opsamling
Dagen begyndte med at jeg væltede ud af sengen, ud under bruseren og gjorde mig i stand. Da håret havde fået så meget hårlak, at det enten kunne bruges som hjelm og holde til en mindre storm pakkede jeg de sidste ting ned. Skal lige siges, at jeg ikke er så god til at begrænse mine pakkenelliker. Der kan altid blive brug for ekstra bukser eller undertøj (specielt, hvis man sætter sig i noget ... hvilket jeg har prøvet) eller ekstra sokker (hvis man træder i noget inden man får sko på ... hvilket jeg også har prøvet) og så pakkede jeg også sutsko (som jeg slet ikke fik brug for) og min hovedpude (den brugte jeg) og sidst men ikke mindst min uundværlige skrivebog. Deruover medbragte jeg jo også en låneracer i år (en kørestol). Min dejlige svigermor var så sød at køre mig til det aftalte opsamlingssted, hvor min ene skrivebuddie (Pernille Eybye) skulle samle mig, bagagen og rulleraceren op. Med en smule hjælp fra svigermor fik vi pakket al baggagen ind i Pernilles bil (mens jeg overvejede, hvordan der skulle blive plads til de to andre skrivebuddies og deres bagage).
De næste stop
I munter samtale racede Pernille og jeg videre mod næste opsamlingssted, hvor vi fandt den næste skrivebuddie (Anika Eibe) og fik hende læsset ind i bilen. Til min store lettelse havde hun været meget bedre end jeg til at begrænse sin baggage. Samtalen blev genoptaget i samme tone, mens vi fortsatte mod Sjælland, det næste opsamlingssted og den sidste skrivebuddie (Carina Evytt). Vi fandt hende og endnu engang var jeg lettet over at hun også var bedre end jeg til at begrænse sin oppakning (Må seriøst til at lære at pakke mindre). Hun faldt også ind i samtalen da vi forsatte mod det sidste stop: Bogforum.
Ankomst
Vi nåede den endelige destination ved omkring middagstid og fik pakket min rulleracer ud af bilen og samlet den, så jeg kunne skubbe afsted med den. I begyndelsen følte jeg ikke behov for at bruge den, så derfor blev den brugt til at transportere vores tasker og jakker. Jeg skubbede den og den fungrede som en fortræffelig rollator. Der var bred enighed om at sådan en stol var meget nyttig. Selv før jeg satte mig i den.
Hyggedag og nærdøds oplevelse på toilet (okay, overdriver en smule)
Da ingen af os havde noget arrangementer på programmet om fredagen var det bare en ren hyggedag, hvor vi kunne bruge tiden på at gå rundt og kigge ved de forskellige stande, hilse på forlægger, redaktør og kollegaer. Jeg fik det første glimt af Dominics banner. En livesize udgave af min fantasimand. Suk. Var lige ved at give ham et kys, men besluttede mig for at det nok var bedst, hvis jeg ikke savlede på ham. Forskellige poser med bøger blev stablet op på kørestolen og så begyndte mine ben at føles svagere. Bagagen blev flyttet og jeg overtog pladsen på sædet. Anika Eibe tilbød at køre mig (muligvis fordi det så ud som om jeg risikerede at køre en masse ned, hvis jeg selv styrede). Skal siges at det faktisk føles ret grænseoverskridende at lade en anden styre. Lidt som hvis man sidder på passagersædet i en bil og forsøger at bremse ... uden nytte. Var også lige ved at miste tilliden til Anika, da hun på et tidspunkt åbnede døren til handikaptoilettet og gav mig et puf indenfor. Jeg nærmede mig toiletkummen og havde et øjebliks panik, før jeg kom i tanke om bremserne og trak dem. Derudover var der også en episode, hvor hun var ned at stikke mit ene øje ud med min stok. Til Anikas forsvar skal dog siges, at hun senere ved udsigten til at skulle fragte mig ned over en meget høj kantesten virkede ret bekymret. Så rejste jeg mig og gik selv ned. Jeg fik også skrevet mine første signaturer til vidunderlige købere/læsere af Oprører, som ikke kunne komme om lørdagen.
Drengelitteraturprisen
Igen i år overværede vi også overrækkelsen af drengelitteraturprisen. Vi havde alle deltaget, men desværre ikke kvalificeret os til at være blandt de fem heldige noveller, som drengene (og nok også pigerne) kunne stemme på. Vinderen blev Mette Lauritsen med novellen: De levende døde. Vi er dog alle sammen så heldige at have vores noveller med i Tellerups novelleantologi, som indeholder ikke mindre en 29 bidrag. Da vi fik udleveret vores frieksemplarer gik jagten ind på signaturer fra de andre forfattere med en novelle i samlingen. Jeg nåede blandt andet at luske mig til en fra Nanna Foss, som udkommer med sin debutroman hos Tellerup næste år.
Hotellet
Ved sekstiden brød vi op fra bogmessen, sagde farvel og på gensyn. Med en del besvær fik vi pakket kørestol, bøger og os selv ind i bilen og begav os mod det hotel, hvor effektive Anika havde booket værelser til os. Det var det samme sted, som vi boede sidste år. Aftenmåltidet blev indtaget med lige dele grineflip (endte med at jeg dårlig nok turde tage en slurk af min cola af frygt for at sprutte den ud over de andre) og snak, før vi forsatte op på et af værelserne, for at fortsætte snakken. Som altid var samtaleemnerne mangefoldige og vi fik hver især signeret hinandens eksemplarer af Tellerups novelleantologi. Carina forsøgte ved samme lejlighed at skyde mig ned med en kuglepen (Ved ikke helt om hun og Anika mente jeg ville se mere interessant ud med en klap for det ene øje). Vi snakkede til alt for sent, før vi langt om længe fik planlagt hvornår vi skulle op og afsted om lørdagen og så krøb vi alle i seng. Jeg var da overhovedet ikke det mindste nervøs for lørdagen, signering og meet n' greet ved Boggnaskerne. Nej, absolut ikke. Begyndte overhovedet ikke at tænke på rådden frugt og en endeløs time med stirren ud i luften. Nej. Helt sikkert ikke... Fortsættes i næste indlæg på torsdag ... Ps. I denne uge kommer der nok tre indlæg. To om Bogforum og så et lille ekstra, der kommer til at handle om årsagen til at mine smilemuskler idag er kommet på overarbejde igen.
Så er ugen hvor Bogforum afholdes endelig kommet. Det er en begivenhed, som jeg de sidste par år har glædet mig enormt meget til og på fredag går turen til Bellacenteret.
Forberedelser
I løbet af ugen har jeg været igang med at forberede mig: Hvad for noget tøj skal jeg pakke? Har jeg virkelig brug for tykke trøjer (fylder så meget i baggagen)? Hvis jeg pakker så lidt som muligt, er der så plads til flere bøger på hjemturen? Skal jeg ordne hår, negle eller spare pengene til bøger? Ved den sidste valgte jeg en mellemvej: Har købt nogle billige falske negle til at sætte på mine egne (blomsterbinderarbejdet har givet mig nogle virkelig grimme stumper), har selv genfarvet de grønne totter i mit hår (der kom vist mere farve på min hænder og arme end i håret) og så går resten af de opsparede penge til bøger og rejse.
Backup rulleracer
Derudover har mit helbred været til en del bekymring, for selvfølgelig vælger det netop dette tidspunkt til at blive værre. Men jeg er stædig og jeg nægter simpelthen at lade en svækket krop stoppe mig. Derfor har jeg været igang med at arrangere lånet af en backupracer (Aka. Medbragt siddeplads på hjul også kendt som en kørestol). Min største bekymring med den er at jeg med sikkerhed kan lave en hel del ulykker i sådan en (Spring til side, hvis en kvinde med grønne totter kommer rullende skrigende ned af gangen). Ikke desto mindre er den kun som backup og forhåbentlig vil mit tredje ben være nok (Stokken).
Ved at være klar
Nu hvor alle de ting er ved at være på plads er jeg vist langt om længe klar og ih, hvor er jeg spændt. Bogforum byder på så mange vidunderlige ting. Muligheden for at mødes med skrivebuddies, kollegaer, forlag og mange andre. Og lad mig slet ikke komme igang med de mange bøger. I år er der dog også meget mere end det på programmet. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg skal jeg signere bøger. Jeg tror ikke jeg har øvet min krussedulle så meget siden jeg lærte at skrive mit eget navn, så den burde være fin. Og så er jeg også på programmet ved Boggnasker.dk's stand til en meet´n greet. I kan se hele programmet på nedenstående billede. Så hvis I har lyst til at hilse på vil jeg være der kl. 14.00.
Så nærmer dagen sig og tiden er helt bestemt gået alt for stærkt. I næste uge (nærmere betegnet om 9-10 dage) er der bogforum. En begivenhed jeg de sidste par år har set virkelig frem til, men i år er jeg også en anelse nervøs (total underdrivelse).
Oktober
Det begyndte i starten af denne måned. Da programmet for året bogforum blev offentliggjort ... og jeg ikke stod nævnt i det. Jeg er ret sikker på, at det var dette øjeblik, at jeg for alvor begyndte at blive nervøs. Jeg beroligede mig selv med, at jeg sikkert bare ikke var nået med i programmet og samtidig gik det for alvor op for mig ... Jeg skal signere bøger lørdag d. 9/11 kl. 12 på årets Bogforum. Mine ben forvandlede sig til vingummibamser, mens tankerne susede gennem mit hoved:
Hvad nu hvis ingen dukker op for at få en signatur på deres eksemplar af Oprører?
Hvad nu, hvis jeg bare kommer til at sidde og smile nervøst, med tårer i øjnene (tårerne kunne muligvis skyldes linserne) uden at en eneste dukker op?
Skal lige siges, at jeg har indtil flere venner/bekendte der har lovet at de bestemt vil dukke op for at få en signatur, hvilket bragte det næste spørgsmål:
Hvad nu, hvis det kun er venner/bekendte som dukker op? (Så mange har jeg heller ikke)
Og så nåede jeg videre til den næste række spørgsmål:
Hvad nu hvis folk jeg ikke kender personligt dukker op?
Hvad nu, hvis jeg går igang med mit overgearede vrøvl, til hver af dem?
Hvad nu hvis jeg bliver så lykkelig, at jeg går igang med at udele kys og kram og forvandler Tellerups stand til en kysse/kramme-bod?
Hvad nu hvis jeg ryster så meget på hånden, at jeg ikke engang kan skrive mit eget navn?
Hvad nu hvis min hjerne går helt blank og jeg bare sidder og stirre som en tåbe?
Hvad nu hvis jeg falder over min egen stok, bordet, stolen eller kuglepennen (muligvis i mit forsøg på at kramme en person, som har købet bogen)?
Og den sidste mulighed:
Hvad nu, hvis nogen går igang med at beskyde mig med rådden frugt?
Okay, ved godt at den sidste er helt hen i vejret, for hvorfor skulle folk dog slæbe rundt på rådden frugt, bare for at smide det efter mig? Men man skal jo altid være forberedt på det værste og håbe på det bedste.
Er der noget at sige til at jeg havde svært ved at samle tankerne om at skrive, selvom Dominic stod et sted i mit hovedet og råbte, for at fange min opmærksomhed. Det blev en smule bedre, da jeg tvang mig selv til at begrave alle spørgsmålene i en skuffe bagerst i hukommelsesarkivet, men jo nærmere datoen kommer, jo mere flyvske blev alle spørgsmålene. Det er noget af et arbejde at indfange dem gang på gang og proppe dem tilbage i skuffen. Derfor tager jeg det nu helt roligt ... og holder op med at øve mig på at skrive mit navn på alle mulige lapper papir.
I sidste uge valgte jeg jo at udsætte dette indlæg på grund af anmeldelse og pakkepost, men her får i det lige. Anime-mani Her på det seneste har jeg været fuldstændig besat af anime. Det hele startede med at en forfatterkollega skrev et indlæg om animeserien - Highschool of the dead - og så var jeg hooked Må dog tilstå, at jeg kun kan give kollegaen ret i, at der var alt for mange svingende babser og numser i den serie. Ikke desto mindre indledte jeg en - til tider - småmanisk jagt efter animeserier jeg gad se. Jeg blev virkelig positivt overrasket over hvor mange vidunderlige serier der var at vælge imellem. En anden ting er at jeg ikke altid kan regne slutningen ud. Det plejer ellers at være et problem med de fleste amerikanske og erupæiske serier. Hvis der er en smule kærlighed involveret, så er det sjældent svært at regne ud, hvem der får hinanden i slutningen. Det samme gør sig ikke gældende med anime. Jeg har dog visse krav til serierne.
De skal være tegnet på en bestemt måde. Jeg kan godt lide detaljer og er ikke så vild med de alt for groft tegne. Og så kan jeg ikke lide de super nuttede. Til gengæld kan jeg godt lide dem med de pænt tegnede fyre. (Man er vel en pige)
Historien skal have et plot, som tiltaler mig. Dette vil sige at historien skal indeholde minimum en smule magi og så må den gerne have nogle mørkere elementer. Blodet må gerne dryppe. Er bare ikke til de alt for lyserøde historier.
Humor. Det er vigtigt for mig, at serien indholder en lige fordelt mængde humor og alvor.
Og her er mine top favoritter - indtil videre.
Trinity Blood:
Da jeg så det første afsnit af denne endte jeg faktisk med kun at se halvdelen, men da jeg vendte tilbage til den igen blev jeg simpelthen bidt af historien. Den indeholder både humor, aktion, det overnaturlige jeg elsker og et minimum af svingende barme og baller. Historien er som sagt både spændende, underholdende og godt tegnet. Derudover er det nogle pænt tegnede mænd.
Helsing Ultimate OVA
Denne er min næste favorit. Endnu engang fyldt med mørke, humor og overnaturlige væsner. Derudover elsker jeg simpelthen hovedpersonen Alucard (hvis I staver navnet bagfra vil I vide hvad den handler om), totalt gakkede latter.
Hellsing
Skal lige nævnes at der også er lavet en version, som bare hedder Hellsing. Den så jeg først og den giver en lidt anden historie, men udpensler alligevel nogle detaljer, som man ikke får med i Hellsing Ultimate OVA. Derfor vil jeg anbefale at man ser den først.
Black Butler:
Den næste var denne. Bliver åbenbart tiltrukket af de mørke mystiske overnaturlige mænd. Ak ja. Der er også lavet en sæson 2 af denne, hvor historien bliver afsluttet.
Jeg ejer ikke rettighederne til nogen af de overstående videoer, som alle er hentet på youtube.
I dag havde jeg egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om min anime-mani, men ... så fik jeg min første anmeldelse på Oprører. Jeg har ingen børn, men forstille mig, at det må være sådan her forældre har det når deres børn bevæger sig ud i verdenen. En blanding af nervøsitet, stolthed, nysgerrighed og forventning.
Anmeldelse
Den kom fra boggnaskeren og jeg ser stjerner. Ni ud af ti i den samlede bedømmelse. Jeg kunne selvfølgelig godt have brugt ti ud af ti, men kan jo heller ikke forvente mirakler. Det er jo kun min debutroman. Det vigtigste var, at anmelderen elskede Dominic og Tias personligheder. Og så tilgiver jeg at mit navn blev stavet forkert. Absolut ikke første gang det er sket. Derudover føler jeg stadig en dyb taknemmelighed til alle, som overhovedet gider at læse den og lære Dominic at kende. I kan selv læse resten af anmeldelsen her: http://www.boggnasker.dk/vbforum/fantasy/17017-daemondraeberen-1-oprorer.html
En anden form for anmeldelse
En anden form for anmeldelser, som næsten betyder mere, er når jeg høre fra en læser, som godt kan lide bogen. Hver gang jeg høre nogen, fortælle, at de kunne lide bogen, min skrivestil og Dominic sidder jeg med en ubeskrivelig lykkefølelse. Så stort tak, til læserne.
Billedebeskeder
I løbet af weekenden har jeg også modtaget et par beskeder fra min far, som vist har været på jagt i forskellige boghandlere efter Oprører. Modtog to billeder fra to forskellige boghandlere, hvor Oprører stod fint på en hylde mellem andre bøger. Overvejede kraftigt at springe ind i bilen og ræse afsted for at se dem selv, men da boghandlerne var på sjælland modstod jeg trangen. Ikke desto mindre er det rart at vide, at min far er stolt af mig. Må se at få givet ham hans eget eksemplar, hvilket bringer mig videre til det næste.
Når posten ringer på døren
Det er ikke ofte at posten rent faktisk kommer ind og ringer på vores dør. Specielt ikke hvis lågerne er lukket og hunden er ude. Ikke desto mindre vovede dagens modige postdame alligevel at udsætte sig selv for en hundehvalp med springenergi og stort behov for at få opmærksomhed. I det øjeblik var jeg igang med at stryge tøj, iført badekåbe og det hele, så spørg lige om jeg fik fut i sutskoene, da det jeg hørte den meget forsømte dørklokkes halvkvalte ding. Jeg har jo netop ventet på en ganske bestemt pakke. Og her var indholdet. ;o)) Bliver nok aldrig træt af at se på den.
I dagens anledning tænkte jeg, at jeg lige ville skrive et lille ekstra indlæg. Idag er det den helt 100% officielle udgivelsesdato for Oprører - Dæmondræberen 1. Bogen kan stadig købes hos Tellerup til en intropris på 179,95 kr. Er stadig ikke helt sikker på om jeg virkelig tror på det endnu. Jeg har en forholdsvis god fantasi. Derfor ville det ikke være urealistisk, hvis jeg pludselig vågnede op fra en dyb narkose i en hospitalsseng og opdagede at det hele var noget min hjerne havde fundet på. Måske vænner jeg mig til at stå med bogen i hænderne ... om et par år eller sådan noget.
Som tidligere lovet skriver jeg her et indlæg om soundtrack til Oprører ... eller nok nærmere soundtracks, for der var flere. Både til selve teksten og personerne. Nogle af sangene lyttede jeg til, mens jeg skrev, andre opdagede jeg først bagefter. Og vil lige advare på forhånd - Det hele er rock. Popmusik fungere bare ikke for mig, når jeg skal skrive (bortset fra en hovedperson for mange år siden, som til min irritation reagerede positivt på Britney Spears). Nogle af sangene er mere stille end andre.
Soundtrack til Del 1:
Da jeg gik igang med at skrive Del 1 udviklede jeg pludselig smag for en musiker jeg ellers aldrig havde hørt, men mens jeg skrev Del 1 blev han nærmest sat på repeat.
Long hard road out of Hell af Marilyn Manson
Det var titlen og omkvædet der tiltrak mig og denne sang blev hørt mange mange gange. Fulgt af (S)Aint og en del andre af Marilyn Manson.
Soundtrack til Del 2:
Da jeg gik igang med at skrive på Del 2 fandt jeg ud af at Marilyn Manson ikke rigtig duede. Han inspirerede ikke længere, som han havde gjort ved Del 1. Derfor gik jeg på jagt efter noget ny skrivemusik. Uden at afsløre for meget kan jeg vel godt fortælle hvad mine søgeord var: Fallen Angel. Under denne søgning dukkede følgende sang op og i samme øjeblik jeg hørte den vidste jeg bare, at det var Soundtrack til Del 2. Faktisk endte det pågældende band med at blive mit favoritband, da jeg efterfølgende lyttede til andre af deres sange og flere af dem linkede jeg sammen med skrivningen af Dæmondræberen-serien (som I også vil få at høre længere nede).
Fallen Angels af Black Veil Brides
Jeg lytter stadig til deres albums (som jeg nu har investeret i) og hver gang jeg lytter til Fallen Angels, så tænker jeg på Oprører.
Dominics sang:
Faktisk har han flere, men for jeres skyld fremviser jeg kun tre af dem. Nogle passer til visse sindsstemninger og andre til kapitler. Og de kommer alle fra Black Veil Brides (Hvad kan jeg sige, jeg er en fan) og hver gang jeg høre dem tænker jeg altid på Dominic.
Savior af Black Veil Brides
En af deres mere stille sange. Den tiltalte mig fra begyndelsen og selvom teksten ikke passer helt på Dominic, så kan jeg alligevel ikke lade være med at forbinde den med ham.
Never give in af Black Veil Brides
Denne sang har godt nok også været meget på repeat, specielt når jeg havde svært ved at skrive et kapitel og jeg er kommet til at forbinde den med Dominic og hans kampgejst.
In the End af Black Veil Brides
Denne hørte jeg faktisk først efter jeg var færdig med at skrive Oprører, men tror nok jeg fik hjertebanken, da jeg hørte teksten, for den passede bare så godt. Tror faktisk at den passer til hele serien og derfor også Dominic.
Tias sang:
Hvis man ikke har læst Del 2 endnu vil jeg ikke afsløre andet end, at dette er Tias sang. Hørte den første gang for nogle måneder siden og så vidste jeg bare, at det var hendes sang.
I'm not an angel af Halestorm
Som sagt hørte jeg den først for nogle måneder siden, men nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på hende.
Sidste sang:
Og så kommer der en sidste sang for denne gang. Den sang jeg synes er min og Dominic sang. Han er jo lidt min Legacy.
The Legacy af Black Veil Brides
Denne sang er for hele serien og for mig kan man vel godt sige. Oprører er jo min arv og den minder mig om at jeg skal fortsætte fremad og blive ved med at skrive. Så det gør jeg. ;o)
Skal lige tilføje, at jeg ikke har rettigheder til nogle af disse sange eller videoer og de er alle hentet på Youtube.
Jeg sidder endnu engang og overvejer hvad jeg skal skrive i ugens indlæg. Ikke fordi jeg mangler emner, men simpelthen fordi jeg har for mange. Hvad skal jeg vælge at skrive om?
Googlegalskab,
min seneste animemani,
soundtrack eller nok nærmere soundtracks til Oprører,
den svimlende lykke jeg føler, når jeg høre at folk synes om Oprører,
glæden ved endnu engang at være i selskab med Dominic,
problemet med, når en ny ide banker på, mens man arbejder med en anden,
måske glæden jeg føler når det går godt for en af mine skrivebuddies,
problemet når virkeligheden griber forstyrrende ind i fantasien.
Og med denne liste har jeg kun kradset i overfladen. Som I kan se har jeg meget på tankerne. Ikke desto mindre er det endnu ikke lykkedes mig at opfinde en tidsmaskine og jeg kan jo ikke nå det hele på en gang. Derfor må jeg jo bare tage dem en af gangen og kan vel lige så godt starte fra en ende af.
Googlegalskab
Ved ikke om der findes en gruppe, som hedder: "Anonyme Googlere", men hvis der gør, så vil jeg gerne række hånden i vejret og præsentere mig: "Hej, mit navn er Louise og jeg lider af Googlegalskab." Efter at Oprører er udkommet er jeg blevet en anelse besat af at Google den. Jeg er simpelthen så nysgerrig efter at vide hvordan den bliver modtaget. Om læser elsker eller hader den. Og det hjælper ikke at fortælle mig selv, at den trods alt er på 480 sider, og at de fleste steder stadig har udgivelsesdatoen: 10 oktober. Hver dag Googler jeg på ny. Absolut en usund vane. Jeg burde jo google tekster om Havfolket (nej, det er ikke havfruer), Ramses 3, devilsnight og alt mulig andet fornuftigt, men niks. Tror jeg skal til at på afvænning. Hvorfor er min startside dog også Google?
Men, hvis man nu endelig skal være syg så er der absolut ikke noget, der varmere mere end når man læser endnu en fantastisk anmeldelse af Oprører og når man opdager sig selv i avisen.
Jeg ankom og fik øje på en lang kø af mennesker. Var ret sikker på at det ikke var den jeg skulle stå i, så jeg gik på jagt efter Vip-køen, fandt den og kunne så vente sammen med de andre vipper. Inden der var gået 15 minutter hundefrøs jeg som bare pokker og da vi blev lukket ind efter ½ time var jeg gennemkold. Ved af erfaring, at når jeg når til et vist nedkølingspunkt, så er det næste umuligt for mig at genfinde varmen. Derfor rystede jeg stadig af kulde, da vi havde afleveret overtøj og stod i kø for at komme hen til bandet og får signeret vores ting og sager. Jeg snakkede med nogle enormt søde mennesker og det var faktisk ganske hyggeligt (selvom jeg stadig frøs og var virkelig sulten).
Signering og en dejlig mand
Jeg vidste ikke hvor hverken familie eller skrivebuddies var, men satsede på at finde dem, hvis jeg bevægede mig ned til Tellerups stand. Ganske rigtigt. Efter kort tid fandt jeg dem en efter en og kom ud for at få noget at spise. Et par meget tørre pølsehorn var ren Gudespise. Mine forældre, kæresten og svigermor sagde farvel og tog rulleraceren med, så jeg ikke skulle tænke på at fragte den med hjem. Var en smule bekymret for mine ben, for de var ikke helt friske, men besluttede at det nok skulle "gå". Efter de sidste indkøb, snakken og signeringer var det tid til at tage hjem. Mine ben var på det tidspunkt ved at udvikle sig til det værre og jeg kunne mærke at hvis der gik en time mere, så ville de knække sammen under mig. Derfor var jeg klar, da vi tog den sidste afsked med kollegaer, redaktør osv. Jeg vinkede farvel til livesize Dominic (Vi ses i mine drømme) og vi bevægede os ud til bilen og kunne tage turen hjem med de forskellige aflæsninger undervejs.
