torsdag den 27. december 2012

Året der gik

Året der gik.


2012 har været et fantastisk år for mig, hvor mit livs største drøm er gået i opfyldelse og derfor tænkte jeg at jeg ville lave en lille gennemgang af året. Og jeg vil starte med ønsker:

Stjerneønsker


Sidste vinter (eller var det forrige? Tiden har det med at flyve, når man har travlt) var der en nat med stjerneskudsregn. jeg klædte mig godt på lavede en halv spand the (en stor ½ liters kop) og trak en havestol midt ud i vores indkørsel, så jeg havde god udsigt til nattehimlen. Så var jeg klar til at ønske.


Lidt ønskehistorie

Jeg ved godt at mange nok anser det for en smule tåbeligt at sætte sig ud for at ønske på stjerneskud, når man har rundet 25 år og burde være en voksen og fornuftig kvinde. Men da jeg var barn elskede jeg at ønske på stjerneskud. Mine forældre havde skråvinduer på førstesalen, så der kunne man ligge lunt og godt og kigge op på alle stjernerne og spejde efter stjerneskud. Min illusion om at det faktisk virker at ønske på stjerneskud (eller at det i hvert fald ikke kan skade) stammer nok fra det faktum, at indtil flere af mine barnlige stjerneønsker gik i opfyldelse. Og lad os nu vende tilbage til den vinternat i indkørslen med den nu kvarte liter the.

30 ønsker på det samme giver vel bedre odds end bare et enkelt.

Jeg holdt grundigt øje med himlen og ønskede på hvert eneste stjerneskud, igen og igen det samme ønske, mens jeg varmede fingrene på koppen og drak theen. Først efter tredive ønsker på det samme ting kom jeg til at tænke på at jeg måske også skulle ønske på noget andet og begyndte at lave et andet ønske, men jeg skal tilstå, at det første blev ved med at hænge i mit baghoved. Brændte som en lille sol.

Tilbage til overblikket.

Efter den lille stjernetur vil jeg nu vende tilbage til gennemgangen og så skal I nok få af vide, hvorfor jeg startede med stjernehistorien om et lille stykke tid.

Dette års gode ting startede med at jeg blev færdig med at skrive på del 1 af min roman - Oprører og påbegyndte redigeringen, så romanen kunne sendes videre til min årslange trofaste betalæser. Jeg elskede romanen lige fra starten og følte mig fra starten sikker på at den ville være den store. Den der blev udgivet også selvom jeg skulle prøve igen og igen.

I april sørgede min jobkonsulent for at jeg kom ud til en jobsamtale hos en nystartet blomsterbutik, hvilket jeg til min store glæde fik. Jeg har gået hjemme i over to år (kun afbrudt af praktik forskellige steder) og selvom jeg aldrig har problemer med at få tiden til at gå derhjemme (skrivning) så var det super dejligt endelig at finde et arbejde, der på trods af mit dårlige helbred, nedsat tid osv. havde tænkt sig at tilbyde mig en fastansættelse efter praktikken.

I slutningen af april var min kæreste overvældende gavmild og gav mig den tatovering jeg tegnede for over fem år siden, mens aldrig havde fået overført til hud Jeg elsker det hver gang jeg ser på den. Har altid haft en svaghed for drager.

Jeg begyndte på det nye arbejde den første maj og havde en fantastisk dag. Skal lige siges, at jeg på dette tidspunkt var gået igang med del 2 af romanen og skrev på den i fritiden.

I maj gik turen også til Mallorca, da mine forældre havde været så søde at invitere mig med ud at rejse sammen med dem og min moster. Det var en virkelig hyggelig tur, hvor jeg havde blokken med og hyggede mig på terrassen med en kop kaffe, høretelefoner i ørerne og historien i hovedet.

De næste måneder fløj afsted, mens jeg henholdsvis arbejde, skrev og var ved at bide neglene ned, mens jeg ventede på svaret fra det første forlag jeg havde sendt Oprører til og tvivlen prikkede til mig. Hvad nu, hvis de ikke syntes lige så godt om ham, som jeg selv gjorde? Hvad nu hvis min egen skrivestil var for dårlig til at viderebringe den historie jeg virkelig følte var god.
Jeg var allerede gået igang med at planlægge, hvilket forlag den skulle sendes videre til næste gang, da jeg hørte fra forlaget i August og nyheden var god. De kunne bestemt se muligheder i romanen, men følte at den ikke var lang nok. Kan huske at et sus gik gennem mig, fordi jeg var jo allerede igang med at skrive på den næste del til historien og manglede kun ti kapitler, før den var færdig. Nu fik jeg pludselig travlt. Jeg kunne fornemme at mit stjerneskudsønske var lige indenfor rækkevidde.

Den 12 september, på min fødselsdag, fik jeg mit ønske opfyldt. Tellerup sagde ja til min oprører, der kom til at inkludere både del 1 & 2. Selvom jeg på dette tidspunkt kæmpede mod en led virus blev champagnen åbnet og jeg fejrede det.
Herefter fulgte Herlufholms fantasybogmesse, hvor jeg fik en mulighed for at hilse på nogle af dem fra Tellerup og havde en super hyggelig weekend sammen med nogle kollegaer og venner. Har postet et indlæg om det tidligere.

I november gik turen endnu engang til Sjælland og bogforum, hvor jeg endnu engang mødtes med mine vidunderlige kollegaer, fik snakket med andre kollegaer og havde en super weekend, der dog smadrede mine ben fuldstændig, selvom jeg havde medbragt stokken.
I slutningen af november - nærmere betegnet den 27 - blev mine to noveller Sort forbandelse og Tosidet (hvilket jeg vist også har nævnt) lagt ud, som e-bøger og jeg har til min forundring set dem bedre sig over nettet. Stjerneskuds ønsket, det der brændte er gået i opfyldelse: Lad mig blive udgivet!

Med dette væltede jeg ind i en travlt december med traditioner, hygge og fortsat skriv.

Dette var i sandhed været et fantastisk år og jeg glæder mig så ufatteligt meget til den fortsatte rejse i 2013.

Håber I alle får følger mig og også får et ønskeår. ;o)


onsdag den 28. november 2012

Udgivelser

Flere store nyheder


Så er jeg officielt forfatter.
Tirsdag d. 27 november 2012 blev mine to noveller Sort forbandelse og Tosidet udgivet som e-bøger hos Tellerup.

Lad os bare sige, at jeg udførte en vrikke vrikke, hoppe hoppe-dans, mens jeg gavmildt delte nyheden med alle jeg kendte.

I dag blev jeg så gjort opmærksom på af en kollega, at der ikke ville gå længe, før jeg begyndte at google mig selv og hvad gjorde jeg efterfølgende ... Jeg googlede mig selv. ;o/
Jeg må tilstå, at jeg ikke helt havde forventet det jeg fandt. Jeg vidste at novellerne var lagt ud på Tellerups hjemmeside, men til min overraskelse lå novellerne også hos tre andre forhandlere. ebogreolen.dk , mubook.dk og arnoldbusck.dk
Jeg må sige, at novellerne så sandelig har forladt deres småstøvede tilværelse på min harddisk og er fri på nettet.

Lige en lille tekst om hver novelle, som den også står ved de forskellige forhandlere og deres cover:







Når månen står højt på himlen er byens gader ikke sikre. 
I flere måneder har et mystisk dyr jaget mellem husene, og mennesker er dyrets foretrukne bytte.

Erik frygter at blive dyrets næste offer ...

















Venetia er født med to forskellige øjne. 
Et blåt og et grønt. 
Et magisk og et almindeligt. 

Hun lever i en balance mellem de to sider, men da hun møder Pernille bliver hun stillet over for et svært valg.











Ikke for at tutte i mit eget horn, men jeg kan selvfølgelig varm anbefale dem. Okay. Jeg tutter på livet løs, men jeg er bare så glad. ;oD

søndag den 11. november 2012

BogForum 2012

BogForum 2012


Så gik turen endnu engang til Sjælland og BogForum, der i år blev afholdt i Bellacenteret for første gang. Så rejsen forgik med tog og metro. Et rent helvede for en som mig, der er født uden retningsans.

Sidste år

Sidste år var første gang jeg deltog, hvor det stadig blev afholdt i Forum og jeg mindes med glæde, da jeg trådte ind og følte mig som et barn i en slikbutik. Bøger. Kan ikke andet end elske det. BogForum 2011 var også det første år jeg mødte mange af de forfattere jeg har snakket med på nettet gennem en del år.

I år

I år rejste jeg sammen med tre kollegaer. De samme tre jeg hang ud med til Herlufholms Fantasybogmesse. Alle talentfulde forfattere. Vinderen (pladsen blev delt med Maria Kjær Madsen) af Drengelitteraturprisen 2012 Anika Eibe , horrorforfatter Carina Evytt og sidst men absolut ikke mindst en der er på vampyrholdet Pernille Eybye.

Der gik en smule kludder i mine overnatningsplaner, så jeg endte på et dobbeltværelse natten mellem fredag og lørdag på det samme hotel som kollegaerne. Absolut ikke dårligt. Vi havde en super hyggelig aften, hvor jeg lærte at sige når jeg skal tisse på tegnesprog og orme var et af samtaleemnerne.

Meget af vores tid blev tilbragt ved Tellerups stand, hvor jeg jo udkommer med en bog til næste år. Fik en ny - rød - rævepose til samlingen og købt en stak bøger til reolen. Bliver altså nødt til at lave en fast læsedag om ugen.

Må også hellere huske at sige mange tak til kollegaerne, fordi de hjalp mig med at holde styr på alle mine pakkeneliker og ikke mindst mig selv, så jeg kom sikkert hjem med det hele.

torsdag den 11. oktober 2012

Store nyheder, messe og fødselsdag.

Store nyheder, messe og fødselsdag.






Først og fremmest vil jeg lige undskylde for den lange tavshed, men mit lille ustressede liv har i de sidste på måneder ændret sig til det direkte modsatte. Nu er der dog ved at komme en smule ro over det igen, så jeg har tid og energi til at dele alle mine nyheder.

Vi starter selvfølgelig med den store.The Big one!


Stor nyhed

Min største drøm er langt om længe gået i opfyldelse - eller så godt som. Ultimo 2013 vil min debutroman udkomme på forlaget Tellerup (Nærmere dato følger senere).
http://tellerup.dk/?Bog=1450
Dæmonen flyver!(Skal nok afsløre mere senere)
Derfor har jeg i de sidste par måneder haft travlt med at skrive og redigere, mens jeg svævede rundt på en lyserød sky eller nok nærmere en blodrød sky.

Fødselsdage

Disse måneder har også været travle på et andet område. I min familie er September den store fødselsdagsmåned, så hver eneste weekend har været booket på det område. Havde selv fødselsdag d. 12 Sep. Den blev dog kun fejret derhjemme med the, lommetørklæder og en pokkers influenza. 


Pernille Eybye til højre og mig til venstre. Billedet er fra Tellerup
Messe

I midten af September deltog jeg også i Herlufholms fantasybogmesse. Det var en vidunderlig weekend tilbragt i selskab med tre fantastiske kollegaer i fantasyværdige omgivelser. Arrengørerne havde stablet et fantasyværdigt program på benene. Bare det at vandre ind på Herlufhoms kostskole satte fantasien igang. Viprummet fortjener da også kun plus. Vidunderligt at følges med berømthederne. Tre fantastiske forfattere. 
Det var absolut en mindeværdig weekend i fantasybogverdenen. Fordrag, interviews, bueskydning udenfor (havde planlagt kun at ramme benet) og godt selskab, hvor jeg også fik muligheden for at hilse på Tellerupperne ansigt til ansigt. Lutter søde mennesker som jeg glæder mig til at samarbejde med i forhåbentlig mange år.  

torsdag den 2. august 2012

Min skriveprocess - Start til slut

Jeg vil her give et indblik i min skriveprocess fra start til slut. Det skal ikke forstås sådan, at den ikke vil virke for  andre, eller for den sags skyld vil. Mit indtryk er, at det er meget individuel fra forfatter til forfatter. Hvis du er kørt fast er det da altid et forsøg værd.


Begyndelsen

Selvfølgelig starter enhver tekst med en ide. En lille ide med enhver chance for at vokse sig større under de rette forhold. Derfor vil jeg gerne understege dette: SKRIV DEN NED!!!(Jeg har ikke tal på, hvor mange ideer jeg har mistet, fordi: "Jeg da med sikkerhed kunne huske dem senere."
Jeg har selv en fin læderindbundet notesbog, hvor alle mine små ideer bliver skrevet ned, så de eventuelt kan blive fundet frem senere og forvandle sig til en novelle eller roman. Nogle af dem kan endda udvikle sig fra det ene til det andet. Mange ideer når aldrig ud over dette stadie, men man kan vel se det som en naturlig udvælgelse.
Når skrivetrangen kommer over mig (hvis jeg vel at mærke ikke allerede er igang med en tekst) så udvælger jeg den ide, jeg brænder mest for. Den der bliver ved med at hoppe rundt i baghovedet og fortsat udvikler sig.


Næste skridt

Uanset om ideen jeg har valgt er til en novelle eller en roman er en oversigt til teksten et virkelig godt næste skridt. Så ved jeg altid, hvor jeg vil hen med teksten, hvad der skal med, og hvordan den skal slutte. Så slipper jeg også for at historien løber fuldstændig løbsk undervejs, og jeg skal aldrig bruge tid på at overveje, hvad jeg skal skrive som det næste.
Når jeg skriver en novelle laver jeg bare en kort oversigt over de forskellige afsnit. En roman kræver lidt mere arbejde. 
Når det gælder en roman, laver jeg først en kapiteloversigt der starter som en flok farverige post-it, der bliver flyttet rundt og formere sig, indtil jeg er tilfreds med historiens rytme. Disse skriver jeg så ind på computeren i den ordnede rækkefølge og printer, så jeg altid kan have kapiteloversigten med mig, uanset, hvor jeg er. I mit tilfælde er kapiteloversigten skåret helt ind til benet og skitsere kun det allermest nødvendige. Derfor skriver jeg også en afsnitoversigt til hvert kapitel, og det er her, detaljerne kommer ind. Her skriver jeg nøjagtig hvilke begivenheder, ting eller mennesker jeg skal lave research på, hvilke følelser jeg ønsker at give udtryk for i hvert afsnit og eventuelle ´hint´ der skal med, så læseren til sidst kan sige "Nårh! Det var det, DET betød."
Først nu er jeg klar til at gå igang med at skrive på selve teksten.


Selve teksten

Det er vist meget forskelligt fra person til person, hvilke forhold de skriver bedst under, så derfor kan jeg kun skrive for mig selv. Hos mig begynder enhver tekst i en notesbog. Alle mine første "kladder" bliver skrevet i hånden. Der er kun tale om en  meget rå kladde uden den store finesse, og der er stor forskel på den og det endelige resultat. Jeg føler dog, at der er store fordele ved at skrive teksten i hånden. For det første opfanger jeg flere fejl og gentagelser og så kan jeg have den med mig overalt, og skrive når inspirationen rammer. I mit tilfælde sker dette ofte efter klokken tolv (ligesom Grimlins) og kan derfor være ret irriterende, hvis jeg skal op på arbejde dagen efter. Min teori er dog, at det er fordi, at på dette tidspunkt sænker der sig en ro over omgivelserne. Ingen psykotisk kvidrende fugle, få biler der drøner forbi og ikke så mange menneskelige forstyrrende elementer. Det er bare mig, min fantasi, teksten, pennen, blokken og musik i hørebøfferne.
Når jeg har færdigskrevet råkladden til et kapitel, er det tid til at skrive det ind på computeren. Det er her, den første forvandling sker. Der kommer tilføjelser og uddybelser til hele kapitlet, så det ofte ender med at være dobbelt så langt som den oprindelige kladde. Indimellem skriver jeg endda hele afsnit direkte ind på computeren (hvad der end skal til for at få ordene ud). Alle tricks gælder i kampen for at undgå at sidde og stirre tomt på papir eller skærm.
Nu anser jeg i første omgang dette kapitel for færdigt og går igang med at skrive på det næste. Et par dage efter vender jeg dog tilbage til det første og påbegynder redigeringen. Jeg har bare brug for at få teksten lidt på afstand, for at kunne se fejlene. Sådan fortsætter jeg et kapitel af gangen.


Målet i sigte

I starten nøjes jeg med at sætte mig små mål, så en roman på 35 eller flere kapitler ikke føles som en uoverskuelig opgave. Jeg tager et afsnit af gangen og sætter mig et mål på 25 sider. Når jeg endelig når frem til side 25 (computersider) sætter jeg 50 sider som det næste mål, og sådan fortsætter jeg, indtil jeg er færdig med den første udgave af romanen.


Redigering

Bare fordi man er færdig med at skrive selve historien betyder det bestemt ikke, at teksten er klar til forlag og så videre. Det er nu, det virkelig hårde arbejde starter. Redigeringen. I mit tilfælde laver jeg gerne tre-fem gennemlæsninger af hele teksten og laver rettelser. Uanset hvor god en tekst er, så bliver man ret træt af at læse den til sidst. Dette er for mig det perfekte tidspunkt at sende teksten videre til det næste skridt, fordi jeg vil alligevel ikke opdage flere fejl, hvis jeg begynder at blive irriteret på teksten.


Betalæseren

Det næste punkt på tekstens rejse er betalæserene. De vidunderlige, tålmodige, ærlige, opmuntrende og belærende betalæserene. De tager sig tid til at læse teksten igennem, lave rettelser og gøre opmærksom på hvor historien halter. Hvilket fører til min sidste gennemlæsning med rettelser og redigering før jeg føler at teksten er klar til at stå på egne ben og forsøge sig i forlagsverdenen.


Det var så min skriveprocess fra start til slut. Det er et enormt stort arbejde at skrive en roman, men hvis man virkelig er besat af at skrive, så gør man det igen og igen og igen og ...

onsdag den 25. juli 2012

Excentrisk

Excentrisk

Hvem har lyst til at være normal, når man kan være så meget andet?

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i løbet af min 26 år (shhh ... ifølge min fødselsdato er jeg lidt ældre)  er blevet kaldt skør, unormal, underlig eller andre synonymer for det samme ord. Personligt fortrækker jeg Excentrisk. Nogle gang er det blevet sagt med kærlighed andre gang med forvirring og så er der de tilfælde, hvor personen der sagde det kiggede på mig, som om jeg muligvis smittede.

Som mange andre ønskede jeg i mine teenageår (og en del år frem) bare at passe ind. Det var ikke det store problem i begyndelsen da jeg fra 8-10 klasse gik på skoler hvor det at være sig selv og måske lidt sær, var helt perfekt, men så kom videreuddannelserne.  I lang tid forsøgte jeg derfor at være hvad jeg regnede for "normal" og holdt det meste af det sære bag lukkede døre - Skal ikke misforstås. Taler om Skrivning, Heavy, tøjstil og lysten til at absorbere underlig viden.
Jeg behøver nok ikke at sige dette, men det mislykkedes fuldstændig. Jo mere jeg forsøgte at være som alle andre og passe ind, jo mere tilbagetrukket, sær og anderledes virkede jeg.
Hvad værre var. Jeg følte mig aldrig helt lykkelig. Hvordan kan man det, når man forsøger at være alt andet end sig selv?

Idag har jeg acceptere et jeg på mange punkter er anderledes og skiller mig ud og omfavner det. Nu tager jeg det som et kompliment, når nogen kalder mig skør, unormal, underlig eller anderledes. Det genere mig ikke længere hvad andre tænker. Jeg regner det for en positiv ting, når folk stirre, fordi jeg tøffer ind i supermarkedet med hat på hovedet og dertil matchende outfit og makeup.

Hvem pokker har lyst til at være normal, når man føler sig så meget mere lykkelig ved at være excentrisk?


lørdag den 21. juli 2012

Inspiration

Inspirationens kilde og hvor pokker man finder den.

I mit tilfælde giver det ikke den største åbenbaring, når jeg drikker et glas vand, og hvis denne kilde virkelig findes er dens bred/udløb nok ret overfyldt. Istedet finder jeg min inspiration og ideer alle andre steder (et glas vand er faktisk ikke helt uden muligheder). Jeg iagttager mine omgivelser og mennesker og dyr i dem. For mig indeholder hver eneste oplevelse en uvurderlig viden. Uanset om den så handler om smerte eller glæde.


Lad mig komme med et par eksempler:


Naturen

Intet kan få min hjerne i omdrejninger som naturen, og alt hvad den har at byde på. En gåtur på et par kilometer kan give indtil flere sider i notesbogen og årstidernes gang er jo ren poesi i sig selv. Farverne, duftene, lydene, smagen og følelsen. Hvis man er villig til at åbne op og bruge alle sine sanser er naturen en ren guldmine. Solnedgangen over havet. Rimfrost der dækker de sorte træer, som diamanter. Ilden på bålet der fremviser alt fra blåt, orange, rød og gul, mens det knitre hyggeligt og røgen bliver kastet rundt af vinden. Følelsen af græs mod ens kind. Duftene lige efter et regnvejr. En gåtur i en snestorm (kan ikke anbefales, men en uvurderlig viden) Dette er selvfølgelig taget ud fra det overordnede perspektiv, men hvis man går i dybden med sine omgivelser, og deres historier kan man finde så meget mere.


Mennesker

Hvis nogen sidder og stirre tomt på dig så tag det ikke ilde op, måske får de mere ud af det, end du kan forstille dig. Man kan lære så utrolig meget af at iagttage mennesker. Bare et ansigt har så ufattelig mange forskellige udtryk, og munden siger ofte noget andet end ansigtet og kroppen. Jeg ved godt at mange ser med mild hån på reality og talkshows, men jeg må tilstå, at jeg godt kan lide at se dem. Dr. Phil i´m whatching. Det er fascinerende at iagttage mennesker og deres adfærd overfor andre. Når jeg skriver basere jeg ofte mine personer på mennesker fra virkeligheden. Jeg overdriver måske deres karaktertræk, men basen kommer stadig fra et virkeligt menneske.


Dyrene

Her i huset bor der tre dyr (lyder allerede som starten på en børnebog). En hund og to katte. De har alle hver deres unikke personlighed og karaktertræk. Nu er jeg et udbredt kattemenneske og trækker derfor nok mest inspiration ud af vores katte. Vores 8 årige hankat Sofus aka. Lucifer, Sofus den grusomme, minipanter og vores 1 årige langhårede hunkat Totuga (hun har ikke fået sig så mange kælenavne endnu, bortset fra lortekat og piskat, fordi hun har et problem med at forstå, at lortene og de ildelugtende pytter skal udenfor). Især Sofus har givet mig spandfulde af "kildevand" (ikke ildelugtende pytter, men skriftlige guldkorn) og jeg har indtil flere gang brugt ham i mine tekster under et andet navn. Den selvstændige natur. Behovet for at powerkæle og evnen til at blive dybt foraget og arrig. Derudover vil jeg slet ikke fortælle hvilke tanker en sandorm sætter igang hos mig. Gys!


Livserfaringer

Mit liv har bestemt ikke været et af de letteste, og jeg lever dagligt med smerter. Derfor tog jeg ret tidligt i mit sygdomsforløb den beslutning, at hver eneste oplevelse var noget jeg skulle værdsætte. Både de gode og de dårlige og så lærte jeg også at se og sætte pris på alle livet små gode ting. If life gives you lemons - eat them. Seriøst jeg kan faktisk godt lide at spise citroner som appelsiner. De er så dejligt sure. ;o) Derfor glemmer jeg aldrig de dårlige oplevelser, for hvem ved måske får jeg brug for dem på et eller andet tidspunkt


Småting

Ind imellem kommer inspirationen fra steder hvor du mindst regnede med. En sætning du hørte i fjernsynet. En telefonsælger. En drøm. Mulighederne er uendelige, hvis du bare holder sanserne åbne.

onsdag den 18. juli 2012

Tro, Livet og hvad der end følger.

Dette er nok et ret alvorligt emne for de fleste. Hvem har ikke bare en gang tænkt på om dette liv er "det" eller om der er mere. Alverdens troretninger har en version af hvad de næste bliver og hvordan du til dels kan vælge denne retning ud fra dine handlinger i livet.

Hvad jeg tror

Jeg plejer at sige, at jeg tror på alt og intet. jeg udelukker ingen tro, men tilslutter mig heller ikke en bestemt.
det skal siges, at jeg hver juleaften er i kirke med min familie, men jeg folder aldrig hænderne under bøn og ser det mest som en tradition (Er blevet slæbt med siden jeg var barn - spørg lige om det var kedeligt dengang).
Derudover har jeg på fornemmelsen at noget af det jeg skriver ville få kirken til at belønnet mig med en sydende varm plads på bålet, hvis vi levede i en anden tid.
Jeg vælger derfor alt og intet og dette bringer mig på en måde videre til det næste.

Hvad der end følger?

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt overvejet hvad der kommer efter dette liv. Selv de der har en fast tro har højst sandsynligt spekuleret over i hvert fald retningen. Himlen, Helvede, Nirvana, Hades, Valhalla, reinkarneret eller en evighed som hvileløse ånder. Listen er lang.
den mulighed jeg efter lang tids overvejelser er nået frem til er: Livet består af valg, så hvorfor skulle døden være anderledes?
Jeg tror at når vi dør får vi muligheden for at vælge hvilken retning vi nu ønsker at gå. Om vi ønsker en ommer (Vi prøver sgu en gang til og håber at vi ikke kommer tilbage som en regnorm), tager chancen med enten Himlen eller Helvede (Eller andre versioner) eller vælger at blive tilbage med vores egne minder og en evighed mellem verdener.

Det er som allerede sagt et alvorligt emne og min konklusion er: Vælg selv hvad du ønsker at tro på og hvilken sti du ønsker at tage mod dit liv/efterlivs største valg.

søndag den 15. juli 2012

Serier

Serier


Som jeg vist allerede har nævnt lider jeg til tider af en alarmerende serieafhængighed så i forbindelse med det mildest talt "strålende" danske sommervejr har jeg besluttet at lave en liste over mine favoritserier.
Først og fremmest skal jeg lige gøre opmærksom på at jeg ikke har rettigheder til nogle af de følgende videoer eller deres indhold. De er alle fundet på youtube.

GOD FORNØJELSE


Supernatural

Dette er en af mine favoritserier og jeg har fulgt den fra starten. Hvis du godt kan lide det overnaturlige, aktion, lækre fyre og (i hvert fald i de tidlige sæsoner) rock, så er Supernatural lige noget for dig.

Dette første link er en trailer til den første sæson:

Denne samling af klip er fra et af mine favoritafsnit: Et af de morsommeste afsnit jeg nogensinde har set

Sidst men ikke mindst et link til en af de mest fantastiske klip, hvor døden er hovedpersonen. Det er bare perfekt med musik og det hele:


Burn Notice

Hvis du er til spioner, hårdt slående aktion, eksplosioner og hele baduljen i Miamis sol, så er denne serie lige noget for dig. Som et ekstra plus lære man faktisk en hel del.

Følgende er klip fra første sæson:

Game of thrones

Fantasyserie som jeg er blevet helt vild med. Hvis du søger masser af aktion og blodige kampe, så kommer du dog til at vente. Denne serie handler mest om strategi og spillet om at vinde tronen. Titlen siger faktisk det hele.

Følgende klip er en trailer til sæson 1:


True Blood

Er du til vampyrer, sex og en hel forsamling af andre overnaturlige væsner, så er denne serie lige sagen. Den servere det hele og er ganske underholdende. En af de ting jeg holder af, er at Erik (vikingvampyr) rent faktisk taler svensk og helt perfekt, da han faktisk er fra Sverige.

Følgende klip er en trailer til sæson 1:

The walking dead

Hvis du er til zombier, aktion og splat, så er denne serie lige noget for dig. I mit tilfælde ser jeg den ofte i halvskærm. Hvis jeg holder hånden op, så man ikke kan se zombiernes ansigter, kan jeg bilde mig selv ind at de bare er nogle meget ivrige tiggere. Ikke nær så skræmmende som zombier, der bare vil æde dig. Hvis man ligesom jeg hader zombier, vil jeg derfor forslå at man ser denne serie, mens det stadig er lyst eller i selskab med andre.

Følgende klip er en trailer til sæson 1:

Sons of Anerchy

Er du til Bikere, Aktion, rock og en verden med sine egne love og regler, så er denne serie lige sagen.

Følgende klip er en trailer til sæson 1:


Hvis du er til tegnefilmsserier, så er de følgende to mine favoritter:

Storm Hawks. 

Sci fi action på det tegnede plan. Ud fra hvad jeg har set, kan en del episoder ses på youtube.

Følgende klip er en trailer til sæson 1:

Avatar - The last airbender

Hvis man elsker tegnefilm og eventyr kan man ikke komme udenom Avatar. Nogle af jer har måske set filmen, som er baseret på denne tegnefilmsserie. Efter min mening er tegnefilmen ti gange bedre. Den består af tre bøger - Vand, Jord & Ild.

Følgende klip er en trailer til hele historien:

Endnu engang vil jeg lige gøre opmærksom på at jeg ikke har rettighederne til nogle af de ovenstående klip og herefter kan jeg vist kun sige - GOD FORNØJELSE!

onsdag den 11. juli 2012

Skrivning

Skrivning

Eftersom skrivning er det jeg elsker mest og bruger størstedelen af min fritid på (hvis man ikke medregner min til tider alarmerende afhængighed af diverse serier) har jeg besluttet mig for at skrive lidt om det, som noget af det første.

For mig er skrivning terapi. En måde at håndtere de slag livet giver. Det er den ting (mellem en million andre hobbyer)jeg altid vender tilbage til og altid har slumrende i mit baghoved. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Klogehoveder vil måske nok regne det som en besættelse så dem vælger jeg konsekvent at overhøre. ;o)

Begyndelsen

Lige siden min tidlige barndom har jeg været velsignet/forbandet med en hyperaktiv fantasi. Ikke så rart, når den skaber monstre på loftet eller zombier bag garagen, men absolut et vidunder når man er alene hjemme og keder sig. Bare et enkelt ord er nok til at sætte min hjerne igang med at udtænke diverse historier. Før jeg lærte at skrive blev historierne indtalt på kassettebånd og så kom skolen og alfabetet. HURRA! Fortidens danskstile var begyndelsen og den længste var på 32 sider og indkasserede mit første og eneste 13-tal. Elskede ordet, blyanten og blokken fra første øjeblik.

Genrejagt

Siden dengang har jeg forsøgt mig med en masse forskellige genrer. Der var krimi, der var ungdomromaner om hårdt prøvede teenagepiger, gys, digte og sci fi. Ingen af dem passede og som prinsessen i H.C Andersens eventyr - Klodshans sagde jeg "Duer ikke. Væk." og så nåede jeg til fantasy. Jeg var solgt lige på stedet. En grænseløs genre der lod min mildest talt vildtvoksende fantasi udfolde sig i alle retninger. Frygtindgydende, kloge eller venlige drager, magtfulde hekse og troldmænd, mørk ubøjelig ondskab og fantastiske verdener. Hvad andet kunne jeg gøre, end at elske det. Drager er stadig mit favorit væsen.
Fantasy vil nok altid være min favoritgenre (tæt fulgt af horror). Om jeg så skriver det mørket og dystert (skrigehul), eller lyst og småplat (smilehul) er det den genre jeg føler mig mest fri indenfor. Ingen tåbelige regler, som tyngdekraften og anden logik. Kun den jeg selv skaber.

I løbet af de seneste par år har mine tekster bevæget sig tættere på den virkelige verden. Tyngdekraft (til en vis grænse) og naturlovene krydret med min egen logik. Jeg trækker mere på mine egne livserfaringer og har tæmmet min fantasi (en anelse) så den ikke bevæger sig i alle retninger på samme tid.

Meget mere


Selvfølgelig er der meget meget mere til det at skrive end bare fantasi, ideer og den altfortærende trang til at komme ud med det hele. Hvis man har et brændende ønske om at blive udgivet, læst og forstået er det kun en brøkdel, men for mig vil det altid være det mest vigtige, og det er da også en god begyndelse. ;o)

torsdag den 5. juli 2012

Dagen er kommet

Dagen er kommet. 

Bliver mere moderne ... selvom jeg nok er håbløst bagefter.



Jeg bevæger mig et skridt længere ud af min middelalderlige skal og laver en blog. 


På de fleste punkter vil mange nok betegne mig som ret umoderne ... eller sådan tænker jeg ofte selv. Jeg skriver alle mine tekster i hånden først, elsker gammeldags fyldepenne og i det hele taget ting fra fortiden. 


Ikke forstået på den måde, at jeg ikke sætter pris på nye ting. Hurra, for GPS i min smartphone, så jeg kan finde ud af telefonboksen. Nettet, der giver mig adgang til en masse vidunderlig ubrugelig viden, hårspray, kontaktlinser, høretelefoner og email.


Jeg er nok bare lidt langsommere til at tage springet end de fleste andre. 


Hvad pokker jeg vil skrive herinde.


Min blog vil nok primært komme til at handle om at skrive, da det er min sande passion og så selvfølgelig også blive fyldt med et vognlæs af underlige tanker. 




God fornøjelse og spænd venligst sikkerhedsbæltet og iført jer flammeresistent tøj (Mulighed for drager og andre ildvæsner undervejs).